Home Sweet Home...

Så er jeg endelig hjemme igen efter en oplevelsesrig tur rundt i det dejlige tanzanianske land! Jeg fik min klassekammerat, Peter, til at rejse med mig rundt i de sidste to uger, hvilket var hyggeligt. Vi tog på en 4-dages safari i Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara, hvilket var en utrolig smuk oplevelse. Naturen var fantastisk med alle de dyr i deres forskellige mønstre. En elefant kom 2 meter hen til vores bil og begyndte at gå rundt om den. Jeg vågnede en nat i vores telt midt i naturområdet og hørte en lyd foran teltet. Jeg lynede op og så en kæmpe bøffel stå og græsse 5 meter foran mig! Vi havde også fået at vide, der kunne gå elefanter rundt i området, men dem så jeg desværre ikke om natten! Jeg fik set ”The big five”, som består af næsehornet, løven, bøflen, leoparden og elefanten. Næsehornet kom vi faktisk temmelig tæt på, og vi nåede også at se en gepard og mange hyæner. På turen så vi Kilimanjaro på ca. 5400 m, som var fantastisk flot med sne på. Vi brugte til sidst også en uge på den tropiske ø, Zanzibar, hvor vi fik slappet rigtigt af. Der var blåt vand, palmer, hvidt sand og hængekøjer overalt, og en af dagene kom vi ud at dykke ved koraller! Vi dykkede 12 meter ned med vores tunge ildflas


På safari i vores helt egen safaribil sammen med vores kok og driver!

ker på ryggen og så en masse fascinerende fisk! Imens jeg en dag lå og slappede af i hængekøjen, ringede jeg til Amanda og Therese, som stadig var i Sumbawanga, for så gav de gadedrengene telefonen, så jeg kunne snakke med dem. Det var så fantastisk at høre deres glade ivrige stemmer igen. Nu er jeg så helt hjemme igen og er klar til jul. Det er underligt at være så langt væk fra mit liv dernede i fattigdom og varme sammen med glade mennesker!
Det kan godt være jeg som volontør ikke har gjort en stor forskel i store Afrika, men jeg har dog fået mig nogle uerstattelige venskaber med især gadebørn, der ikke har det mindste. Det var utrolig rørende at mine gadedrenge ville ofrer deres eneste brød, jeg havde givet dem, til mig, selvom det var DEM, der var sultne! Jeg har givet dem al min kærlighed, givet kram og smil og delt min viden med dem, og samtidig har jeg fået meget mere igen som fx en ny opfattelse af tilværelsen, en lyst til at hjælpe folk og sprede glæde, fantastiske minder med en masse glade børn, der endnu ikke har mistet livshåbet, hvilket resulterer i de mest betydningsfulde venskaber i hele verden!

Jeg blev virkelig glad, hver gang jeg så julestads, så det var værd at tage billede af!

Vores motto på Zanzibar var "Livet er skønt", og den sætning blev ofte brugt, -især når vi lå og dasede under palmerne ved lyden af brusende bølger.

Zanzibar var fantastisk, men selvom det lyder fantastisk med en
kokosnød-drink, hvor kokosnødden er nyplukket fra palmen,
smagte det elendigt med sådan en lunken mælk!

Vi kom faktisk kun 2 m fra en ordentlig elefant - den tog lige en tur rundt om bilen!

Da vi kom ud af lufthaven havde vi sommertøj på, afrikanske fletninger i håret og en tandstik i munden på ægte afrikanermanér. - Folk gloede dog også en del på os, men vi kan jo ikke gøre for vi er lækre!  



Afsked med min dejlige by, Sumbawanga!

Jeg har nu deltaget til min afskedsfest på Bibelskolen uden at vide hvad, jeg var blevet inviteret til. Da jeg ankom, mødte jeg to ukendte mænd, som tog mig med ind på forstanderens kontor, hvor vi sludrede lidt. Han spurgte, hvordan mit arbejde gik på hospitalet (?!?) – så han kendte mig vist ikke særlig godt! Vi gik derefter over i kirkesalen, hvor der overraskende nok var dækket op til ca. 15 mennesker. Vi satte os og efterhånden kom der få folk dryssende, der satte sig helt nede i den anden ende. ”Festen” begyndte, og vi sang et par kirkesange, og de bedte to gange for mig. Flere kom ind og satte sig, så der til sidst var fyldt op. Jeg kendte ikke navnet på en eneste og anede ikke, hvem de var! Så overrakte de mig en gave, som var et afrikansk kjolesæt – utrolig sødt af dem! Forstanderen holdt en tale om mig, som indeholdt så meget ros, at jeg blev helt rørt. Han sagde mine elever havde været rigtig glade for at have mig som lærer. Derefter holdt jeg en tale, - jeg syntes det var rørende at alle var samlet blot pga. mig! Efter sodavand og ristede peanuts, sagde manden ved siden af mig at festen var slut, så folk smuttede bare uden at sige farvel eller noget. Ikke engang ham manden, der havde sat ved siden af mig. Det havde været en meget overvældende og underlig eftermiddag, men en god oplevelse.

En eftermiddag hørte jeg en lille gadedreng græde udenfor, og da jeg så hvad, der var galt, var hans tå flænset op. Man kunne se, der havde været betændelse, men at det dybe sår nu var blevet revet endnu mere op. Efter han stoppede med at græde, hev han selv tåflagen af (wow, det måtte have gjort mega ondt!), hvilket jeg næsten fik det helt dårligt af! Jeg hentede straks noget stof og tape til forbinding, så han i det mindste ikke ville få skidt i såret, så hele benet ville inficeres. Tænk at jeg var sygeplejerske, som knap nok kan klare at se blod!

Henne i kirkens a cappella kor, har jeg nu deltaget et par gange, og har også lært dem en tre-stemmig sang, jeg har skrevet! Da vi øvede, fik jeg dem til at danse til sangen på afrika-manér. Imens vi sang, kom en dame ind, men da jeg ikke troede, jeg kendte hende, tænkte jeg ikke mere over det. Da hun så til slut prøvede at hilse på mig og fortælle mig at mine kangaer var færdige, fandt jeg ud af, at hun var min skrædder, der havde taget hen til koret, bare for at aflevere dem til mig, uden jeg genkendte hende! Pinligt! Hun havde nemlig set mig synge med koret i kirken og vidste derfor, at jeg var der. Sidste søndag var det meningen, vi skulle optræde, men som ting typisk ender, blev det ikke til noget. Denne søndag optrådte vi til gengæld, hvilket gik mega godt, og det medførte en stor jubel. Dejligt!

En af mine klasser og mig.

En morgen kørte vi ud til Cravery’s (en børnehjemsdreng der har aflsuttet sin mekanikeruddannelse) skole til graduation. Der ventede vi i mindst et par timer, imens vi var de eneste tilskuere. Efter at alle gæsterne fik en rundvisning på skolen, begyndte ceremonien, så studenterne og vi gæster skulle komme dansende ind i festsalen på række, - vi piger blev placeret oppe på ærespladserne bag de fornemme. De næste 3 timer var utrolig lange! Der var mange taler, kor, flere taler + lidt underholdning og dans indimellem, så vi blev utrolig sultne. Pludselig ud af ingenting blev Cravery, som den første, kaldt op for at få sit certifikat, uden at vi havde kameraet klar! Det var ellers dét vi havde ventet på hele dagen, og så tog det kun 2 min.! Efter vi havde spist og overrakt blomsterkransene og gaven til Cravery, tog Terese hjem fordi hun havde det dårligt, imens Amanda og jeg fyrede den max af på dansegulvet til det efterfølgende disko. Det var mega sjovt, men vi kunne nu ikke sammenligne vores dans med de afrikanske pigers, som virkelig kunne svinge hofter! Drengene ville meget gerne danse tæt - flere gange kom de dansende bagfra en og stod og vrikkede hofter uden man vidste det! Enten dansede drengene sexet ellers totalt fjollet. Cravery hørte til den fjollede dans, for han hoppede underligt rundt med sine lange spjættende ben og arme og løftede rundt på sine venner! Det var skræmmende, at der var så mange børn under 10 år på dansegulvet, som dansede præcist som de sexede drenge med frække moves. Efter at have danset med dem én gang, kunne jeg ikke slippe af med dem, og de stod konstant og dansede op af mig – føj!

Nu har vi prøvet at deltage i en moské til fredagsbøn! Vi blev fuldt derhen af to af mine elever fra skolen, hvorefter de tog tilbage til skolen, så vi skulle selv derind. Heldigvis kom en hjælpsom dame og bandt vores kangaer om vores hoveder, så man ikke kunne se vores hår. Min kanga var meget glat, hvilket senere hen gav problemer! Vi startede med at skulle vaske vores ansigter 3 gange, næser 3 gange, hårtotten ved panden 3 gange, armen 3 gange og til sidst fødderne. Derefter gik vi ind i et tomt rum med gulvtæppe, hvor der sad andre muslimer – alle med hovederne i samme retning. Vi blev placeret hen på en række temmelig langt foran, hvor vi så hørte en mandestemme i højtalerne som bedte. Efter 5 minutter i bøn kom en streng dame ind for at trække os ud, og ville høre, om vi var muslimer. Vi forklarede vi bare ville opleve Islam, så vi fik igen lov til at komme ind. På vej ind havde jeg virkelig problemer med mit glatte tørklæde, som fløj af, pinligt!! Amanda prøvede at hjælpe mig uden at flække af grin. Efter at have sat på gulvet i 3 kvarter (ja, jeg faldt i sov og glemte at rejse mig op da alle andre gjorde det, - heldigvis prikkede Therese mig!) skulle vi skiftevis stille os op, bede, og gå ned og kysse jorden. Da vi efter 1 time gik ud, samledes en masse muslimer sig om os, snakkede religion og førte os hen til en butik, hvor de solgte muslimsk tøj. De prøvede ihærdigt at overtale os til at købe noget og inden jeg så mig om havde de pludselig taget en slags badehætte på mig oven på mit tørklæde, og jeg blev flad af grin!

Her danser jeg med kirkekoret udenfor efter en gudstjeneste på 3 timer.

Vi har nu været til bryllup – eller det troede vi i hvert fald i starten. Vi ville prøve et tanzaniansk disco, men da vi kom derhen, var der optaget pga. en bryllupsceremoni. Vi stod foran bygningen og lige, som vi ønskede, kom en mand, og inviterede os indenfor. Det var underligt at alle afrikanerne strengt skulle vise deres invitation, imens vi bare blev trukket ind. Vores første fokus faldt især på storskærmen og fjernsynet som viste brylluppet direkte på storskærm, - dvs. en mand konstant gik rundt og zoomede ind og ud på folk. Der blev på et tidspunkt zoomet helt ind på os, fordi vi var hvide! Vi fik stukket en sodavand i hånden og slog os ned på nogle plastikstole iblandt gæsterne. Der var nok omkring 200 gæster, men da vi senere snakkede med en fyr bag os, kendte han ikke engang brudeparret, men havde kun fået en invitation, fordi han skulle repræsentere sin mor. Vi kom lige i tid til at se bruden og hendes søster ankomme i brudebilen (gule sløjfer overalt – selv på hjulene!) næsten i det samme tøj. Vi undrede os over hvor brudgommen var, men fandt ud af, han sad nede blandt publikum i starten indtil pigerne havde danset i slowmotion ned og hentede ham og hans ”best man”. De to par gik så dansende op uden den mindste kropskontakt til deres bord, Vi blev meget overrasket over, at der ikke var mere fokus på manden, for han sad ikke engang ved siden af kvinden med bare ude i siden og fik ikke noget af bryllupskagen. Det var kun kvinden og hendes søster, der var i centrum! Bagefter blev forskellige ”vigtige” mennesker præsenteret, som arbejdede for regeringen – det havde ingen betydning om de havde kendskab til brudeparret. Flere gange stillede folk sig op og viftede med servietter og dansede i to lange køer op forbi søstrene og tilbage. Senere fik vi at vide, at dette kun var en fest for pigen, som sagde farvel til familien og brylluppet først var næste lørdag! Udenfor da vi ved midnatstid ventede på en taxa, hyggede jeg med nogle gadedrenge, som vi kendte – dejligt de kom hen til os. Det var bare vildt at se voksne folks opførsel over for dem, for de blev absolut ikke respekteret men blot skubbet eller råbt efter. Da taxaen endelig kom efter ½ time, kørte vi i et halvt minut hen til huset, men det var bedre, end at skulle gå ude om aftenen overhovedet, for man kan umuligt se, hvem der overfalder – og folk bliver fristet når de ser hvide.

En dag jeg cyklede op på skolen for at undervise i 40 min, fik jeg selvfølgelig at vide, eleverne var til eksamen, netop som jeg stod foran klasseværelset. Inspektøren havde ikke sagt en dyt, selvom jeg havde snakket med ham inden og sat og ventet en hel time på min undervisning! Så turen gik direkte hjem igen. Det er så typisk!

Efter en tur i moskeen så vi sådan ud.

Faktisk holdt jeg i sidste uge ”Farewell Party” for min Sec. School, hvor jeg havde bestilt en DJ og disko ud til skolen. Udover jeg ventede to timer på at musikken ankom og antallet af elever ændrede sig fra 200 til 50, var det utrolig sjovt! Jeg bøvlede med at finde et lokale, der var stort nok til alle eleverne, men eftersom de alligevel forsvandt brugte jeg bare et normalt klasselokale, hvilket havde perfekt størrelse. Inspektøren havde selvfølgelig givet mig forkerte informationer som sædvanligt, så jeg stod uden en lang forlængerledning men i stedet for med 10 små, hvilket jo umuligt kunne nå over hele skolegården. Samtidig havde han fortalt mig de afsluttede eksamenerne i dag, hvilket også var løgn, så jeg stod med et party imens de burde læse til eksamen. I løbet af festen kom der faktisk mange elever og siden der ikke var så mange i starten, inviterede jeg også naboskolen, så der blev virkelig fest! Det var totalt fedt at de fleste af mine elev-venner kom. Strømmen gik dog mit i det hele, men kom heldigvis igen! Jeg havde bagt 2000 pebernødder dagen før, som der blev stjålet af, og da jeg uddelte dem var folk så grådige og sultne at halvdelen endte på gulvet. Samme aften tog vi piger ud på børnehjemmet, hvor vi havde lovet børnene at holde disko, så vi lavede ikke andet end at danse denne dag, hvilket var rigtig sjovt!

Det var så utrolig hårdt at sige farvel til mine
guldklumper. De havde haft den største  betydning
for mit fantastiske volontør-ophold!

Jeg har nu taget afsked med hele Sumbawanga. I går afholdt jeg et farewell party for mamaerne, Tito, Sargent, Patrick + familie, Geneke og Amanda og syge Therese (Malaria). Jeg havde forberedt festen med kage, pizza og balloner, men selvfølgelig gik strømmen, så jeg nåede kun at bage kagen. Det kom dog igen, og udover at gæsterne kom en time for sent, gik det hele fint. De gav mig en kanga, og jeg fik dem til at skrive hilsner på min T-shirt. Festen sluttede med en omgang ballondans sammen med Tito og Patrick! Om aftenen holdt jeg den sidste filmaften for mine gadedrenge, hvilket var det hele værd, selvom at strømmen gik, så vi kun havde computerskærmen at se på! Drengene fik lov til at sove ude foran vores hus under noget halvtag på vores siv-måtte. Morgenen efter gik jeg ud til dem og uddelte T-shirts, jeg havde taget med fra DK. De blev glade, og vi tog en masse billeder sammen! Jeg gav min efterskoletrøje til min yndlings-Danni, som blev rigtig glad. Jeg havde også givet dem sokker, som ikke passede sammen, men dem tog de på deres hænder i stedet for, haha. De sagde de ville komme med til busstationen dagen efter for at tage afsked, hvilket de minsandten gjorde! Dagen efter var der samlet 13 mennesker, bare for at sige farvel til mig! Tito, Sargent, Amanda, Therese og resten var gadedrenge! Der gik ikke lang tid før min Danni skjulte sit ansigt og begyndte at græde, og efterhånden begyndte alle andre også at græde! Det var simpelthen så rørende, for jeg følte nærmest jeg var blevet deres omsorgsperson og at de var MINE guldklumper. Jeg har aldrig givet så meget af min kærlighed, som til dem! De prøvede at skjule deres ansigter, så jeg ikke kunne se deres tårer. Jeg gik over og aede Danni, som var så ked af det, at han ikke kunne kigge på mig med hans helt røde øjne. Tårerne løb også fra mit ansigt. Da jeg grædende gik ind i bussen og kiggede ud på forsamlingen, så jeg alle gadedrengene med deres våde øjne stå med triste blikke og kigge på mig. Jeg har aldrig oplevet gadedrengene så tavse. Det mest humoristiske midt i det hele var en lille ny gadedreng, som jeg kun havde mødt et par dage inden, for han græd voldsomt og gik højlydt hulkende rundt blandt de andre, uden han havde et forhold til mig, haha! Da bussen endelig kørte, vinkede jeg alt hvad jeg kunne, og begyndte virkelig at forstå, jeg ikke kom tilbage. Jeg tænkte mit ophold igennem og var taknemmelig for alle de fantastiske oplevelser, jeg havde haft, som jeg bestemt ikke ville være foruden. 

Nu rejser jeg 3 uger rundt i Tanzania her til sidst, inden turen går hjemad til kulde, julepynt og flæskesteg. Mit sidste blogindlæg bliver skrevet i DK – hvor vildt at tænke på!