Undervisning

Så har jeg undervist præsteklasserne! Da jeg kom, viste Peter mig klasseværelset, men da jeg skulle få computerne til at fungere, var der kun én der virkede! Panik! Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med første holds 13 voksne præste-elever – heldigvis kunne jeg vise ting på min egen computer. I starten var der en meget anspændt stemning – især også da jeg tog billeder af dem med deres navn, hvor de så mega sure ud. Jeg viste dem forskellige begreber på min PC, hvorefter de også prøvede. I anden time fik jeg skiftevis alle elever op til tavlen, hvor de skulle demonstrerer at de forstod begreberne. Sjovt! Til sidst efter de to moduler holdt jeg en lille test, for at se hvor meget de EGENTLIG havde forstået. Selvom det var utrolig simpelt, og det samme jeg havde snakket om de sidste 2 timer var der stadig nogen, der ikke forstod, hvad jeg mente. I klassen var der heldigvis få, der nogenlunde kunne snakke engelsk, så det hjalp en del. Da timen var færdig, kunne jeg ikke finde ud af, hvorfor de ikke gik ud af klassen, så jeg var usikker på, om jeg havde misforstået tidspunktet, men de ventede bare på at jeg gik først ud! Efter middagspausen skulle jeg undervise et nybegynder-hold, der aldrig havde brugt en computer før, så det var noget af en udfordring! Jeg startede jeg med at pille en mus af en computer, som de kunne prøve at trykke lidt på! Derefter fortalte jeg dem, hvordan man tændte en computer, imens jeg læste noget op på swahili (jeg forstod det ikke, men det håber jeg de gjorde!). Da jeg havde vist dem de mest nødvendige knapper på tastaturet, fik jeg dem skiftevis til at sidde ved klasseværelsets eneste computer og lege lidt med musen. Hele klassen var HELT stille og dybt koncentrerede, da de hver især bevægede musen rundt på skærmen! Og samtidig synes de, det var så fascinerende, at de begyndte at fniseJ Det med at multitaske var heller ikke deres stærkeste side. Jeg blev nødt til at TRYKKE deres fingre ned på shift, så de ikke løftede den, imens de trykkede på en anden knap. De var dog rigtig søde og sagde endda, de ikke engang behøvede at holde pause! (de var vilde med det!). Da jeg dagen efter skulle undervise de ældste af de ældste præsteklasser, var jeg ekstra spændt, for hvis de var ALT for gode vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Dog kunne de faktisk næsten lige så lidt som nybegynderne, så jeg har nu undervist 4 forskellige præsteklasser (på forskellige niveauer) i den samme enkle computer-teori. Midt i en af timerne var der pludselig en elev, der havde en kæmpe græshoppe oppe i hans hæfte – wow (godt det ikke var mig!). En bommert jeg lavede var at undervise dem i de danske betegnelser i forhold til F, U, og K, hvilket jeg jo ikke havde tænkt over, før de prøvede på deres ene computer. Ups – det skabte en del forvirring! Undervisningen indtil videre er i det hele taget gået godt, selvom det er meget anderledes at undervise voksne, der er meget ældre end sig selv (nogle er over 40 år).

I dag har jeg været henne på den anden skole, hvor jeg skal undervise! Det er en Secondary School med teenagere. I morges kl.6.30 stod jeg op, lavede havregrød til mig selv og fik med besvær cyklen ud af haven (havelågen var både svær at åbne, samtidig med at hundene kæmpede for at komme ud). Da jeg endelig var kommet ud, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt projektoren, så den løb jeg ind efter. Da jeg begyndte at cykle, fandt jeg ud af, at hjulet selvfølgelig var punkteret, og da det ville være for bøvlet at sætte cyklen tilbage bag havelågen, prøvede jeg at reparerer den selv. Uden held endte det med, at jeg i stedet for fik cyklen ind i haven igen, uden hundene kom ud, men da hang mit hår og nederdel fast i lågen. Great! Jeg stressede ind til Therese og Amanda, der lå og sov og fik så lov til at låne Amandas cykel. Turen op til skolen gik derfor RET hurtigt i forhold til, at gearene ikke virkede. Der var virkelig bakket, og sommetider kørte man nærmest på rent sand! Da jeg ankom, snakkede jeg lidt med inspektøren, som under vores samtale hørte højt skrattende musik på sin mobil (typisk afrikanere). Han viste mig lidt rundt og forklarede, at tanzanianske elever ikke respekterede læreren, hvis ikke der var afstrafning. Der sagde jeg ham dog imod og fortalte, at man altså godt kunne undervise uden at slå – men det mente han ikke gjaldt afrikanske elever. Han troede, jeg skulle være på skolen et par år, hvilket viser hvor LIDT styr på tingene, der er. Til skolens ”morgensamling” blev jeg præsenteret foran alle 435 elever og sagde, at jeg glædede mig til at møde dem. Det hele virkede som en slavelejr, da de skulle adlyde lærerens ordre og stampe i jorden i takt.  Næsten alle lærerne gik rundt med en bambuspind. Da de skulle fordeles ud i klasserne, så jeg nogle børn blive afstraffet med pinden på måsen eller fingrene. Det var så trist, at jeg begyndte at afsky lærerne, men sådan fungerer det her.

Jeg fik at vide, jeg ikke skulle undervise i dag, da der ville være eksamen de næste par dage, men jeg var derfor med til at holde roen under en skriftlig eksamen i en klasse á 63 elever (meget blandet aldersgruppe). Dog var det uretfærdige forhold, da prøven for det første var om biologi på engelsk, og ingen kunne rigtigt forstå sproget. For det andet sad nogle elever helt henne ved døren, som knirkede ekstremt, og lærerne kom ind og ud hele tiden uden at tage hensyn. For det tredje brugte læreren en elevs bord som skrivebord, imens eleven sad til eksamen – og bordene er sørme små nok i forvejen! Nogle gange var jeg den eneste, der skulle holde styr på dem, og når jeg så fik øjenkontakt med nogle, sendte jeg et medfølende smil, så de smilte over hele fem-øren. Dejligt! Jeg så også nogle prøve at vise hinanden svarene og havde næsten ikke lyst til at stoppe dem, da de jo fik tæsk for dårlige karakterer, men jeg stoppede dem dog efter et stykke tid. I frikvarteret ville rigtig mange teenagere gerne lege med mig. Mange rørte mit hår og ville holde mig i hånden osv.

Da jeg tog min lille bløde bold frem, lød der en stor jubel og vi legede smørklat og andre små lege. I frikvarteret kom inspektøren også gående forbi, imens jeg sad og legede med pigerne – jeg håber virkelig ikke, han vil fortælle mig, jeg som lærer ikke burde omgås eleverne på den måde. Faktisk spurgte han om mit mobilnr. Og adresse og sagde, at han ville hente mig om 16 timer (måske mente han kl.16?), så han ville vise mig sit hjem. (what? – hvad ville han? Jeg blev mega nervøs ved tanken og forstod ikke, hvad jeg skulle). Da jeg kom hjem, fortalte jeg Amanda og Therese dagens strabadser, og de sagde heldigvis, de ville tage med mig, hvis han kom ”for real”, men han kom aldrig. Om eftermiddagen spillede vi fjols med gadedrengene, hvilket var hyggeligt, men de forstod ikke en brik af reglerne og endte enten med 2 eller mange kort. Så spillede vi krig, hvilket til gengæld var en succes! Det var vildt at se, hvor muskuløse drengene var og se tøjet, de gik i. Nogle gik i lidt pigetøj, mens andre gik i alt for store bukser, og nogle gik i moderne tøj. Tænk at de ikke ejer noget som helst, imens vi ejer ”alt”! Da de tog af sted fra haven, slæbte de enten en spand eller sæk med dem, som var deres eneste ejendele. Vi har fået at vide, vi ikke må give gaver eller penge til folk, da de så generaliserer om hvide og ikke kan stoppe tiggeriet, men man havde virkelig lyst!

Teaching

Now I have tried to teach! The two first days I taught some adults in computer who were becoming priests. They could almost nothing and I found out that only 1 out of 7 computers was working! Great! Well, in the first priest class there were 13 students, so it was a bit hectic, but I tried to read some Swahili to them about computers (I didn’t understand it myself). Then I showed them some things on my computer which they also tried when I sent my computer around to everybody. In the end of the class I made a little test to find out how much they understood, and actually there were some of them who still didn’t understand much. Technology is so strange to them. Luckily a few students understood a bit of English so they became my translators. My second class had never used a computer before so there was a lot to tell them even before we turned on the computer. At first I let them all try to click on the mouse without combining it to a computer which was a bit hilarious. Then I showed them how to move the mouse on the screen. While they did it everybody was totally quiet and amazed! It took though a veeery long time to move the mouse from one point to another! When they should multitask I had to PRESS their finger down on “shift” while their other finger hit another button.

The day after I taught the real priests (the highest level) but there were no reason to worry about their level because they could just as much as the other classes! It was fun to teach the classes but at the same time a bit strange because they were so much older than me.

Today I went to a Secondary School where I met the inspector. I had some problems getting there in time because I first had to get my bike out of our garden gate (there were 2 annoying dogs who eagerly tried to get out). When I finally got out I found out I had forgotten my projector. Well I had to get in again (I was a bit worried to leave my bike at the street though). After I had ridden my bike a few meters I found out that the tyre was punctured! I tried to repair it so I didn’t have to get back into the garden with the dogs but without success. I HAD to get back in again. My bike fell down while I was stuck in the gate with my hair and my skirt. Great! I hurried into the house to borrow a bike from Amanda so I could get to the school in time. When I met the inspector he heard loud scratching music on his mobile so I couldn’t hear much of what he said. Then he presented me in front of the whole school (435 students who were acting as if they were slaves). The teachers walked around with sticks to hit the kids… horrible! I saw a boy who got hit at his bottom. I felt so sorry for him. The inspector told me that African students didn’t respect the teacher if there were no punishment but I disagreed. He asked for my mobile number and my address because he wanted to invite me to his house in 16 hours! (what? I didn’t even know him! And did he mean 6 hours? Or at 16.00? I didn’t know but when I got home to Amanda and Therese they told me that they would join me if he came for real. Luckily he didn’t come).

Today I had no classes but instead I was walking around some students who had an exam to make them be quiet. I saw some students help each other and it took me a while before I stopped them because I knew that they would get beaten if they had bad marks. Everything was written in English and they didn’t understand anything (I couldn’t even understand it) so it really must have been tough.

At lunch time I played with the teenagers - that was fun! They loved to touch my hair! While I was sitting with some girls the inspector walked past and starred at me. (I really don’t hope he will tell me not to hang out with the students!). Well it had been a VERY eventful day even though I did not teach.

Bjergbestigning og kirkegang

I søndags efter en tidlig morgenmad hentede Peter (LM-missionær) os (vi var iklædt vores fine kirketøj) til kirke på Bibelskolen. Det var en smuk gudstjeneste med mange flerstemmige stemmer man bare selv tilføjede, og udover man skulle ned at knæle på jorden en enkelt gang (ja pinligt – jeg var også ved at gøre det en anden gang uden de andre gjorde det) og gnide hænderne sammen, hvorefter man klappede 3 gange for at byde os ”hvide” velkommen, mindede det lidt om en dansk gudstjeneste. Der var faktisk faste pladser i kirken – både til lærerne og deres familier, og så de forskellige klasser. Det hele sluttede med, at vi sang en sang, imens folk vandrede ud af kirken og stillede sig på en række, så man gav hånd til alle, når man gik ud.

Derefter gav Peter os en rundvisning på bibelskolen, hvor han startede med at vise os køkkenet, hvor 2 mamaer lavede mad til 50 mand 3 gange om dagen over et ildsted. (han sagde at DET var hårdt arbejde! Deres kæmpe grydeske lignede nærmest en paddel og de havde ingen fridage.)

Til middag fik vi svinekød, hvilket vi ikke havde fået endnu, og til dessert smagte jeg blodfrugter og passionsfrugter. På et tidspunkt, da jeg ville vaske hænder, var der ikke mere vand, så jeg stod med en klump sæbe i hånden. Dog fik jeg så lidt vand fra køleskabet. Vandet bliver nemlig kun fyldt i deres beholder én gang om ugen vha. håndkraft. Derefter kørte vi til ”kvindebjerget”, som vi skulle bestige. Jeg kan love for der bliver kørt vildt hernede – selv med missionærerne! Man flyver rundt omme bagi – både fordi man ikke har sele på, men også fordi man nærmest sidder på en bænk så man ikke ser fremad når man kører og dermed nemmere hopper rundt. Det hjælper nu heller ikke at bilen er helt proppet, og at der lugter godt af sved. Bjerget lå ca. 2200 m over havets overflade og gav en rigtig god udsigt. (Vi bor ca. i 1800-meters højde). Det var dog ret hårdt og undervejs rendte vi ind i nogle kvæg, der også ville op og bestige det - De gik LIGE foran os. Det gav en god udsigt på toppen, og der var også nogle sjove kaktusser. På vej ned igen var det virkelig glat (tørre kviste og blade), så jeg faldt flere gange og vi fik rifter og sår. For enden af bjerget var der rigtig mange børn (vi hvide er jo en spændende attraktion!). Mange var meget fattige og gik i utrolig laset tøj, havde fejlernærede maver, og nogle havde hvide pletter i håret - måske pga. manglende hygiejne. Mange små børn gik endda også rundt med deres lillesøster/bror på ryggen, uden at deres ryg rigtigt kunne holde til det – og de kunne jo heller ikke forstå, at de skulle passe på babyen deromme, så de hoppede og legede ligesom de andre. Om aftenen lige inden vi skulle hjem fik jeg at vide af Peter, at jeg skulle starte min PC-undervisning dagen efter! WHAT! Knud havde nemlig ikke fortalt mig det, så jeg stillede en masse spørgsmål og sagde at jeg jo ikke havde forberedt noget som helst og at jeg ikke kunne nogle af ordene på swahili! Men nu må vi se hvordan det går.

Min nye by, Sumbawanga

Det var rigtig sjovt at tage billeder af børnene!
(jeg ved dog ikke hvad jeg laver på dette billede)

Efter ankomsten til Sumbawanga (100.000 indbyggere) tog alle vi 7 nye volontører til byen, hvor vi blev præsenteret på kirkekontoret i 3 forskellige værelser og skrev i deres gæstebog. (det bringer dem held at vi sætter vores fødder på deres kontor! Folk hernede er utrolig overtroiske – undtagen om søndagen hvor de jo er kristne). Vi mødte nogle børn på vej i skole, der ikke kunne stoppe med at vinke til os - de glemte nærmest alt andet!

Så tog vi hen til sygehuset, hvor der var rigtig mange mennesker (patienter bliver nemlig passet af deres familie). Det var en helt anden standard, end hvad vi kendte til, og venteværelset var propfyldt.

Derefter skulle vi have ordnet noget visum-bøvl ved integrationskontoret, hvor vi sad i et lokale i 1½ time og ventede, uden der skete noget. Alle de ansatte legede enten med en computer, så TV, eller læste avis. Der var dog én der arbejdede lidt ved at lime forskellige pasbilleder sammen, hvilket i vores øjne ikke var nyttigt arbejde… Underligt. Enten så arbejder folk utrolig meget (folk ude i ingenting, som hakker løs med en lille hakke i den tørre jord, hvilket nærmest ikke gør en forskel, folk fejer med en minikost på gaden, hvilket virker håbløst, og kvinder plukker grønsager, de håber, de kan sælge på markedet for at få lidt aftensmad), ellers laver de mere velhavende ikke meget. Det var noget af en oplevelse at se det travle afrikanerliv på markedet. Smalle stier med en masse boder fyldt med skrammel eller frugt, børn der løb rundt, kvinder med tunge baljer på hovedet, mange fnisende mennesker (de grinte af os) og støv og affald rundt omkring. Nogle steder måtte vi gerne tage billeder af dem, hvilket de elskede! Børn var vilde med at posere foran kameraet. Om eftermiddagen fik vi vores første times swahiliundervisning af en ældre lærer, som faktisk også studerede tysk (underligt for hvad skal han bruge det til?). Jeg synes det var meget nemt første dag, da jeg jo havde øvet mig ret meget i forvejen, men dagen efter blev det straks mere avanceret med alle de systemer og klasser. Dog stadig sjovtJ

I dag så jeg den skole jeg skal arbejde på. Jeg mødte inden nogle søde små hjemløse børn. Da jeg ikke vidste hvordan, jeg lige kunne kommunikere med dem, begyndte vi at tegne i sandet, imens jeg sagde tingen på swahili og derefter engelsk – og de kunne overraskende nok nogle af de engelske ord.

Henne ved bibelskolen, hvor jeg i fremtiden skal undervise i computere på mandage og tirsdage, mødte jeg vicedirektøren på lærerværelset (det lignede nærmere et venteværelse, da stolene var så langt fra hinanden og intet fælles bord.). Det hele foregik på swahili, så Knud oversatte engang imellem. Så kørte vi til Rainbow Secondary School, hvor vi gik ind til inspektøren og hilste. Under samtalen tog han ca. min hånd 5 gange og sagde goddag. (Da vi ankom så jeg ude i gården nogle elever, der skulle til at blive slået hvilket var forfærdeligt! De stod 4 mennesker på række med hænderne oppe – og jeg tror de blev slået med en lang pind, men jeg skyndte mig at gå indenfor for ikke at se det. Det værste var, at jeg ikke kunne gøre noget ved det)

Aftensmad i vores hus. ¨
Fra venstre: Theresa, Amalie, mig, Arne, Amanda, Therese, Thomas og Rebecca!

Inde i byen købte Knud en cykel til mig, men den blev sendt direkte til reparation, da dækket ikke sad på og bremsen ikke virkede. (hvad sker der for NYE cykler? Og faktisk var min meget nyere end mange andre cykler man kunne købe). På min første cykeltur var jeg glad for, Amanda var med, for trafikken var vild og stressende at cykle i, og jeg startede ud med at cykle i den forkerte side.

I løbet af dagen havde jeg haft en kort nederdel på med gemasher under, men det var sidste gang jeg gjorde det, for folk kiggede ekstra meget på mig og syntes det var respektløst! (jeg havde selvfølgelig ikke tænkt over det da jeg tog det på). Puha, de knæ skal sandelig skjules!

Om aftenen under aftensmaden gik strømmen pludselig, hvilket ikke var unormalt, så vi volontører satte os over i hyggehjørnet, hvor vi fortalte gyserhistorier. Lyset kom dog igen efter et par timer.

Om aftenen da Amanda, Therese og jeg skulle i seng, sad der en stor edderkop på væggen, men den rendte væk før den blev smadret, så vi fik skreget en hel del, hver gang vi troede vi så eller mærkede den!

De andre 6 volontører tager af sted til Kipili om en uge, hvorefter jeg så skal starte med at undervise, så jeg er spændt på hvordan det bliver og om jeg overhovedet kan finde derhen på cykel. Ellers har jeg det godt og nyder at være her.

My town, Sumbawanga

Ude midt på gaden :)

Here in Sumbawanga I live together with Amanda and Therese who are two other volunteers. The other 6 volunteers are staying here until next Wednesday. We are all having a lot of fun here, but I am also looking forward to starting to teach. I am teaching for the first time on Wednesday on a secondary school (English and computer), and two days ago the Missionary, Knud, who owns the house I am living in, showed me the school. I talked to the inspector who took my hand to say welcome at least 5 times. Outside I saw some students who were ready to be beaten! That was horrible – especially because I could not do anything about it! Well, after that I saw the Bible School, where I am going to teach in Computer-use. Through the day I had been wearing a short skirt with leggings, but I found out that the Africans found it disrespectful and they stared much more than normal. I had not thought about it but now I know I will never wear that again. Now we are getting Swahili-lessons which are fun but difficult. In the beginning I understood it all because I had been practicing at home but now it takes a lot of concentration!

I live near a big market where there are many small stands selling fresh fruit and vegetables, secondhand-stuff and other random things. It is great walking around watching all these sewing ladies or these working men repairing bikes on the street or the kids. The children love to pose in front of the cameras so we have had a lot of fun taking photos of them J

Så er Rebecca og jeg OGSÅ ægte afrikanere efter dagens indkøb!

Last night the electricity broke down so we sat in the middle of our dinner in darkness. It did not matter because we just lightened some candles and told each other scary stories which were not scary at all. Some hours later the light came back so we made a banana cake – yum! 

Mødet med det mørke Afrika!

På restaurant første dag i Tanzania

Så er jeg hernede! Efter en mellemlanding i London og en 10 timers lang flyvetur ankom vi til Tanzanias største by, Dar Es Salam. Vi hævede lige 400.000 shilling hver (ja, ja, det er dog ikke så meget som det lyder) og blev så kørt hen til vores hotel. Hotelstandarden er HELT anderledes, end hvad man er vant til! (klamt bad, beskidte værelser og dårlige toiletter).

Der var utrolig mange spændende ting at kigge på, som var meget anderledes end Danmark. Deres måde at transportere varer på var fascinerende. Alt kan smides på en cykel – selv lange jernbjælker, mange gulvtæpper eller 40 æggebakker. Hovedet er bestemt også et effektivt transportmiddel – især hvis man har et barn bundet på ryggen – så har man stadig frie hænder. Ellers bruges trækvogne og lastbiler, hvor der ofte sidder folk på ladet. Faktisk er der også utrolig mange motorcykler hernede.

Temperaturen var meget varmere end Danmark – over 28 grader. Tøjet var meget anderledes, og trafikken var virkelig også noget for sig selv! Vores taxachauffør dyttede konstant, og når nogle biler overhalede hinanden, holdt man nærmest båthornet nede, indtil man havde overhalet. Tiden har en helt anden betydning hernede. Fx stod vi og ventede en time på at få registreret vores mobiltelefoner ved 2 uvidende damer i en bod, som absolut ikke var de hurtigste. De sad ved et ”bord”, som var en plade på nogle sten, som dermed rykkede rundt. Damen havde samtidig gang i 3 telefoner på samme tid og blandede alle papirerne sammen. Sikke et kaos! (Bonus-info: Den ene dame havde en hel kam siddende i håret som hårpynt – meget mærkeligt!).

Hernede er alle folk så åbne og glade, men udover at de elsker at hilse på os, synes de også, det er sjovt at lave jokes om os, hvor de så griner højlydt uden at være det mindste diskret. Det gjorde de en dag om mig. Man skal også lige vænne sig til at blive gloet på konstant og råbt efter!

Da vores taxachauffør mødte en ven, da vi gik rundt for at se lidt af byen, flettede de fingre og gik en tur. Det er nemlig normalt, at mænd går rundt med hinanden i hånden – det betyder bare, at de to snakker sammen.

Første dag gik vi meget tidligt til køjs (kl.19.00) fordi vi var trætte efter flyveturen, men det føltes som kl.23.00, da der var helt mørkt. Myggene var begyndt at angribe mig som den eneste, og jeg havde mindst 10 myggestik efter de første 2 dage (også et på øjenlåget). Jeg har aldrig været så nervøs for et myggestik som nu, da man jo ikke ved om det medfører malaria! Meeeen man kan heller ikke undgå myggene, så det er en del af at være her.

Mit værelse

Den følgende dag stod vi op kl.5 og var klar til en 13 timers lang bustur. Det var et værre kaos iblandt busserne, fordi de kørte rundt mellem hinanden, mens folk hoppede ind, så man skulle passe på, man ikke blev kørt ned. Ja, hernede er det ikke bilerne, der skal tage hensyn til de andre, men alle andre der skal flytte sig! Buschaufføren kørte RET crazy og dyttede konstant, når han overhalede. Når der endelig var tissepauser, varede det under 3 minutter, hvor damerne skulle tisse på højre side af bussen og mændene til venstre. Hvis ikke man nåede bussen, stod man alene midt i ingenting, så det gjaldt om at turbo-tisse. Man skulle derfor også lige tænke over, hvor meget man drak, for man vidste ikke, hvornår næste pause ville være. Vi havde kun 2 pauser på de 13 timer. Vi kørte igennem en nationalpark, hvor vi minsandten så giraffer, zebraer, antilopper, bøfler, gazeller og en enkelt elefant, hvilket var fascinerende! Der var også mange bavianer langs vejen.

(Lidt info: Faktisk spiser girafferne ca. 30 % af afgrøderne i Afrika, så de er et stort problem).

Vi kørte forbi overraskende mange lerhytter og fattige faldefærdige landsbyer. I landsbyen er det normalt at se geder, grise, hunde, æsler og høns løbe frit omkring. Folk lever utrolig primitivt, men udnytter virkelig naturens resurser til fx at bygge indhegninger, skure osv. - Faktisk har de ude i ”ingenting” boder overalt med mobilabonnementet ”Vodacom”!

På denne bustur sad jeg ved siden af to afrikanere, hvilket var utrolig sjovt, fordi jeg så fik prøvet mit swahili af. På et tidspunkt forstod de ikke, hvad jeg sagde, selvom jeg synes, det virkede meget forståeligt, så manden grinte i laaaang tid af mig, hvilket smittede! Man sad 5 på én busrække, så det var MEGET tæt, og der lugtede skønt af al den sved, der vandrede rundt omkring.

Da vi ankom til Mbeya, hvor vi skulle overnatte, var der åbenbart sket en misforståelse, for vores hotel ikke havde plads til os, så vi slæbte alt vores bagage i 2 taxaér (de kunne selvfølgelig ikke lukkes) til et virkelig fattigt hotel. Maden ventede vi på 1½ time, men den var til gengæld god! Man fik en hel fisk serveret med øjne og det hele.

Tidligt søndag morgen kørte vi med taxa til busstationen, hvor alt var ét stort kaos. Der var mennesker overalt, der enten ville tigge, kræve penge af os for at binde vores tasker ind i plastikposer, eller stjæle (jeg så en dreng stjæle fra en bod). Ja, grunden til taskerne skulle indbindes skyldtes alt det støv, de ville blive udsat for på dagens 7-timers tur, hvor det meste var grusvej! Det var ikke bare en grusvej som vi danskere kender det, men en vej fyldt med huller, skrænter og sand… - Jeg slog heldigvis ”kun” hovedet 3 gange over i vinduet, da jeg prøvede at sove.

Der kom to tiggere hen til mig, og sagde de var sultne, så jeg gav dem hver 2 pandekager, som var utrolig billige. (selvfølgelig var det ikke DET, de regnede med at få og ville også have penge bagefter men NEJ, sådan opfører man sig ikke over for mama her).

Da vi ankom til Sumbawanga, så jeg det hus, jeg skulle bo i de næste 4 måneder, og jeg genså Amanda og Therese igen, som jeg havde mødt en enkelt gang før i DK. De er rigtig søde. Det var virkelig dejligt endelig at have nået destinationen, og selvom huset ikke var det nyeste, var det stort og hyggeligt. Der er et stort fællesareal, hvor der om dagen er to mamaer, som sælger bøger i en bogbutik og laver mad og vasker tøj for nogle drenge i baggården (de vasker også tøj for os!). Hver onsdag kommer der en flok gadebørn, som bliver vasket og får et måltid mad af dem, hvilket Missionæren Knud har organiseret.

Min sidekammerat på den lange bustur

Jeg flyttede ind på værelset, hvor Therese og Amanda også bor, så det blev trangt. Om aftenen spiste vi på restaurant med Knud, hvilket var rigtig hyggeligt. Han ligner en hel hulemand med alt det skæg og bliver kaldt babu (bedstefar) af byens beboere.

Temperaturen hernede i SW (Sumbawanga) er mere behagelig end i Dar, for her er ca. 24 grader midt på dagen – dog køligt om natten. I Kipili, som er en by 4 timer væk, hvor de andre 6 volontører skal bo med Knud, er der ca. 30 grader, da det ikke ligger på et bjerg som SW.

Nu er jeg her endelig og glæder mig til det afrikanske liv bliver en del af min hverdag!

My Journey to the Dark Africa

Here I am – in the middle of this huge continent! After a 10-hour-long flight from London to Dar Es Salam (the biggest city in Tanzania) we arrived and went to our hotel with our bags. We saw so many different things on our way which was amazing. People were carrying a lot of stuff on their bikes or on their heads or their barrows, and the traffic seemed crazy. Our taxi driver was honking constantly and there were heaps of people, bikes, and motorbikes everywhere.

Everybody stared at us and they wanted to talk or shout to us but some of them also made jokes and laughed because we looked so different.

Here in this country it is normal to hold hands if two men are talking, because it just mean that they focus on each other right now, but for us it seemed a bit funny.

They also have a different idea about time which we understood while we were waiting 1½ hours at the integration office, while all the Africans were busy watching TV or reading the newspaper. That is just opposite to some of the other people because they work really hard all day getting food on the table. 

I have already got at least 12 mosquito bites – very annoying. Especially because it could result in Malaria, so I became a bit nervous when I got them, but well – that is a part of being in Africa.

Our second day in Dar Es Salam we went to the bus station which was hectic! Busses were driving around while people were jumping on and off and we walked around with our huge amount of luggage. We went on a 13-hour-long trip to Mbeya, where we would stay through the night. It was a looong trip with only two toilet-stops. The breaks lasted only a few minutes so you had to hurry up! The ladies were peeing on the right side of the bus while the men went to the left – quite funny. The bus smelled a lot of sweat which was disgusting – But I survived. The day after, we arrived to Sumbawanga after a 7-hour bustrip, but this time we drove on gravel most of the way so we did not get a nice sleep. I was sitting next to two Africans so I tried to use my Swahili but they did not always understand me, so they just started laughing at me, haha! Well now I am in Sumbawanga where I am going to stay the next 4 months. Great!

Volontørkursus :)

I sidste uge har jeg sammen med 26 andre dejlige volontører været på kursus i Aarhus for at blive mere forberedt til at rejse. Det begynder nu at nærme sig med hastige skridt og vi glæder os meget! De 8 andre volontører jeg skal rejse med til Tanzania er utrolig søde, så det kan kun blive godt. I løbet af ugen er vi både blevet skræmt af alle de sygdomme og farlige dyr der er, men har også fået en meget større forståelse for hvordan, man møder en ny kultur. Der er faktisk ikke mere end 2 dage til vi letter - Juhuu! Africa here we come :)

English (Don't worry about my mistakes):
Hi people. I'm Karen, 20 years old and I come from Denmark. I'm going to Tanzania 11th of August - 19th of December as a volonteer to teach some 12-14 year-old African kids in English and to teach some adults how to use a computer. Last week I have been together with 26 amazing people who are also going to be volonteers like me. Now we are more prepared to go because we have learned how to behave in a strange culture and how to avoid diseases and disgusting animals/ insects... We are all very excited and the 8 other volonteers I'm going to travel with are really nice so it cannot be any better. The volonteers are going to stay around 4 hours away from my town at a very primitive place while I'm staying with two Danish girls who are already down there. Now there are only 2 days left and I'm almost ready!!! Africa - here we come!!
If you want to follow my blog in English you can look at the bottom of my new entries where I often will translate it :) Enjoy!

Os volontører der skal rejse sammen!