Min nye by, Sumbawanga

Det var rigtig sjovt at tage billeder af børnene!
(jeg ved dog ikke hvad jeg laver på dette billede)

Efter ankomsten til Sumbawanga (100.000 indbyggere) tog alle vi 7 nye volontører til byen, hvor vi blev præsenteret på kirkekontoret i 3 forskellige værelser og skrev i deres gæstebog. (det bringer dem held at vi sætter vores fødder på deres kontor! Folk hernede er utrolig overtroiske – undtagen om søndagen hvor de jo er kristne). Vi mødte nogle børn på vej i skole, der ikke kunne stoppe med at vinke til os - de glemte nærmest alt andet!

Så tog vi hen til sygehuset, hvor der var rigtig mange mennesker (patienter bliver nemlig passet af deres familie). Det var en helt anden standard, end hvad vi kendte til, og venteværelset var propfyldt.

Derefter skulle vi have ordnet noget visum-bøvl ved integrationskontoret, hvor vi sad i et lokale i 1½ time og ventede, uden der skete noget. Alle de ansatte legede enten med en computer, så TV, eller læste avis. Der var dog én der arbejdede lidt ved at lime forskellige pasbilleder sammen, hvilket i vores øjne ikke var nyttigt arbejde… Underligt. Enten så arbejder folk utrolig meget (folk ude i ingenting, som hakker løs med en lille hakke i den tørre jord, hvilket nærmest ikke gør en forskel, folk fejer med en minikost på gaden, hvilket virker håbløst, og kvinder plukker grønsager, de håber, de kan sælge på markedet for at få lidt aftensmad), ellers laver de mere velhavende ikke meget. Det var noget af en oplevelse at se det travle afrikanerliv på markedet. Smalle stier med en masse boder fyldt med skrammel eller frugt, børn der løb rundt, kvinder med tunge baljer på hovedet, mange fnisende mennesker (de grinte af os) og støv og affald rundt omkring. Nogle steder måtte vi gerne tage billeder af dem, hvilket de elskede! Børn var vilde med at posere foran kameraet. Om eftermiddagen fik vi vores første times swahiliundervisning af en ældre lærer, som faktisk også studerede tysk (underligt for hvad skal han bruge det til?). Jeg synes det var meget nemt første dag, da jeg jo havde øvet mig ret meget i forvejen, men dagen efter blev det straks mere avanceret med alle de systemer og klasser. Dog stadig sjovtJ

I dag så jeg den skole jeg skal arbejde på. Jeg mødte inden nogle søde små hjemløse børn. Da jeg ikke vidste hvordan, jeg lige kunne kommunikere med dem, begyndte vi at tegne i sandet, imens jeg sagde tingen på swahili og derefter engelsk – og de kunne overraskende nok nogle af de engelske ord.

Henne ved bibelskolen, hvor jeg i fremtiden skal undervise i computere på mandage og tirsdage, mødte jeg vicedirektøren på lærerværelset (det lignede nærmere et venteværelse, da stolene var så langt fra hinanden og intet fælles bord.). Det hele foregik på swahili, så Knud oversatte engang imellem. Så kørte vi til Rainbow Secondary School, hvor vi gik ind til inspektøren og hilste. Under samtalen tog han ca. min hånd 5 gange og sagde goddag. (Da vi ankom så jeg ude i gården nogle elever, der skulle til at blive slået hvilket var forfærdeligt! De stod 4 mennesker på række med hænderne oppe – og jeg tror de blev slået med en lang pind, men jeg skyndte mig at gå indenfor for ikke at se det. Det værste var, at jeg ikke kunne gøre noget ved det)

Aftensmad i vores hus. ¨
Fra venstre: Theresa, Amalie, mig, Arne, Amanda, Therese, Thomas og Rebecca!

Inde i byen købte Knud en cykel til mig, men den blev sendt direkte til reparation, da dækket ikke sad på og bremsen ikke virkede. (hvad sker der for NYE cykler? Og faktisk var min meget nyere end mange andre cykler man kunne købe). På min første cykeltur var jeg glad for, Amanda var med, for trafikken var vild og stressende at cykle i, og jeg startede ud med at cykle i den forkerte side.

I løbet af dagen havde jeg haft en kort nederdel på med gemasher under, men det var sidste gang jeg gjorde det, for folk kiggede ekstra meget på mig og syntes det var respektløst! (jeg havde selvfølgelig ikke tænkt over det da jeg tog det på). Puha, de knæ skal sandelig skjules!

Om aftenen under aftensmaden gik strømmen pludselig, hvilket ikke var unormalt, så vi volontører satte os over i hyggehjørnet, hvor vi fortalte gyserhistorier. Lyset kom dog igen efter et par timer.

Om aftenen da Amanda, Therese og jeg skulle i seng, sad der en stor edderkop på væggen, men den rendte væk før den blev smadret, så vi fik skreget en hel del, hver gang vi troede vi så eller mærkede den!

De andre 6 volontører tager af sted til Kipili om en uge, hvorefter jeg så skal starte med at undervise, så jeg er spændt på hvordan det bliver og om jeg overhovedet kan finde derhen på cykel. Ellers har jeg det godt og nyder at være her.

My town, Sumbawanga

Ude midt på gaden :)

Here in Sumbawanga I live together with Amanda and Therese who are two other volunteers. The other 6 volunteers are staying here until next Wednesday. We are all having a lot of fun here, but I am also looking forward to starting to teach. I am teaching for the first time on Wednesday on a secondary school (English and computer), and two days ago the Missionary, Knud, who owns the house I am living in, showed me the school. I talked to the inspector who took my hand to say welcome at least 5 times. Outside I saw some students who were ready to be beaten! That was horrible – especially because I could not do anything about it! Well, after that I saw the Bible School, where I am going to teach in Computer-use. Through the day I had been wearing a short skirt with leggings, but I found out that the Africans found it disrespectful and they stared much more than normal. I had not thought about it but now I know I will never wear that again. Now we are getting Swahili-lessons which are fun but difficult. In the beginning I understood it all because I had been practicing at home but now it takes a lot of concentration!

I live near a big market where there are many small stands selling fresh fruit and vegetables, secondhand-stuff and other random things. It is great walking around watching all these sewing ladies or these working men repairing bikes on the street or the kids. The children love to pose in front of the cameras so we have had a lot of fun taking photos of them J

Så er Rebecca og jeg OGSÅ ægte afrikanere efter dagens indkøb!

Last night the electricity broke down so we sat in the middle of our dinner in darkness. It did not matter because we just lightened some candles and told each other scary stories which were not scary at all. Some hours later the light came back so we made a banana cake – yum!