Mødet med det mørke Afrika!

På restaurant første dag i Tanzania

Så er jeg hernede! Efter en mellemlanding i London og en 10 timers lang flyvetur ankom vi til Tanzanias største by, Dar Es Salam. Vi hævede lige 400.000 shilling hver (ja, ja, det er dog ikke så meget som det lyder) og blev så kørt hen til vores hotel. Hotelstandarden er HELT anderledes, end hvad man er vant til! (klamt bad, beskidte værelser og dårlige toiletter).

Der var utrolig mange spændende ting at kigge på, som var meget anderledes end Danmark. Deres måde at transportere varer på var fascinerende. Alt kan smides på en cykel – selv lange jernbjælker, mange gulvtæpper eller 40 æggebakker. Hovedet er bestemt også et effektivt transportmiddel – især hvis man har et barn bundet på ryggen – så har man stadig frie hænder. Ellers bruges trækvogne og lastbiler, hvor der ofte sidder folk på ladet. Faktisk er der også utrolig mange motorcykler hernede.

Temperaturen var meget varmere end Danmark – over 28 grader. Tøjet var meget anderledes, og trafikken var virkelig også noget for sig selv! Vores taxachauffør dyttede konstant, og når nogle biler overhalede hinanden, holdt man nærmest båthornet nede, indtil man havde overhalet. Tiden har en helt anden betydning hernede. Fx stod vi og ventede en time på at få registreret vores mobiltelefoner ved 2 uvidende damer i en bod, som absolut ikke var de hurtigste. De sad ved et ”bord”, som var en plade på nogle sten, som dermed rykkede rundt. Damen havde samtidig gang i 3 telefoner på samme tid og blandede alle papirerne sammen. Sikke et kaos! (Bonus-info: Den ene dame havde en hel kam siddende i håret som hårpynt – meget mærkeligt!).

Hernede er alle folk så åbne og glade, men udover at de elsker at hilse på os, synes de også, det er sjovt at lave jokes om os, hvor de så griner højlydt uden at være det mindste diskret. Det gjorde de en dag om mig. Man skal også lige vænne sig til at blive gloet på konstant og råbt efter!

Da vores taxachauffør mødte en ven, da vi gik rundt for at se lidt af byen, flettede de fingre og gik en tur. Det er nemlig normalt, at mænd går rundt med hinanden i hånden – det betyder bare, at de to snakker sammen.

Første dag gik vi meget tidligt til køjs (kl.19.00) fordi vi var trætte efter flyveturen, men det føltes som kl.23.00, da der var helt mørkt. Myggene var begyndt at angribe mig som den eneste, og jeg havde mindst 10 myggestik efter de første 2 dage (også et på øjenlåget). Jeg har aldrig været så nervøs for et myggestik som nu, da man jo ikke ved om det medfører malaria! Meeeen man kan heller ikke undgå myggene, så det er en del af at være her.

Mit værelse

Den følgende dag stod vi op kl.5 og var klar til en 13 timers lang bustur. Det var et værre kaos iblandt busserne, fordi de kørte rundt mellem hinanden, mens folk hoppede ind, så man skulle passe på, man ikke blev kørt ned. Ja, hernede er det ikke bilerne, der skal tage hensyn til de andre, men alle andre der skal flytte sig! Buschaufføren kørte RET crazy og dyttede konstant, når han overhalede. Når der endelig var tissepauser, varede det under 3 minutter, hvor damerne skulle tisse på højre side af bussen og mændene til venstre. Hvis ikke man nåede bussen, stod man alene midt i ingenting, så det gjaldt om at turbo-tisse. Man skulle derfor også lige tænke over, hvor meget man drak, for man vidste ikke, hvornår næste pause ville være. Vi havde kun 2 pauser på de 13 timer. Vi kørte igennem en nationalpark, hvor vi minsandten så giraffer, zebraer, antilopper, bøfler, gazeller og en enkelt elefant, hvilket var fascinerende! Der var også mange bavianer langs vejen.

(Lidt info: Faktisk spiser girafferne ca. 30 % af afgrøderne i Afrika, så de er et stort problem).

Vi kørte forbi overraskende mange lerhytter og fattige faldefærdige landsbyer. I landsbyen er det normalt at se geder, grise, hunde, æsler og høns løbe frit omkring. Folk lever utrolig primitivt, men udnytter virkelig naturens resurser til fx at bygge indhegninger, skure osv. - Faktisk har de ude i ”ingenting” boder overalt med mobilabonnementet ”Vodacom”!

På denne bustur sad jeg ved siden af to afrikanere, hvilket var utrolig sjovt, fordi jeg så fik prøvet mit swahili af. På et tidspunkt forstod de ikke, hvad jeg sagde, selvom jeg synes, det virkede meget forståeligt, så manden grinte i laaaang tid af mig, hvilket smittede! Man sad 5 på én busrække, så det var MEGET tæt, og der lugtede skønt af al den sved, der vandrede rundt omkring.

Da vi ankom til Mbeya, hvor vi skulle overnatte, var der åbenbart sket en misforståelse, for vores hotel ikke havde plads til os, så vi slæbte alt vores bagage i 2 taxaér (de kunne selvfølgelig ikke lukkes) til et virkelig fattigt hotel. Maden ventede vi på 1½ time, men den var til gengæld god! Man fik en hel fisk serveret med øjne og det hele.

Tidligt søndag morgen kørte vi med taxa til busstationen, hvor alt var ét stort kaos. Der var mennesker overalt, der enten ville tigge, kræve penge af os for at binde vores tasker ind i plastikposer, eller stjæle (jeg så en dreng stjæle fra en bod). Ja, grunden til taskerne skulle indbindes skyldtes alt det støv, de ville blive udsat for på dagens 7-timers tur, hvor det meste var grusvej! Det var ikke bare en grusvej som vi danskere kender det, men en vej fyldt med huller, skrænter og sand… - Jeg slog heldigvis ”kun” hovedet 3 gange over i vinduet, da jeg prøvede at sove.

Der kom to tiggere hen til mig, og sagde de var sultne, så jeg gav dem hver 2 pandekager, som var utrolig billige. (selvfølgelig var det ikke DET, de regnede med at få og ville også have penge bagefter men NEJ, sådan opfører man sig ikke over for mama her).

Da vi ankom til Sumbawanga, så jeg det hus, jeg skulle bo i de næste 4 måneder, og jeg genså Amanda og Therese igen, som jeg havde mødt en enkelt gang før i DK. De er rigtig søde. Det var virkelig dejligt endelig at have nået destinationen, og selvom huset ikke var det nyeste, var det stort og hyggeligt. Der er et stort fællesareal, hvor der om dagen er to mamaer, som sælger bøger i en bogbutik og laver mad og vasker tøj for nogle drenge i baggården (de vasker også tøj for os!). Hver onsdag kommer der en flok gadebørn, som bliver vasket og får et måltid mad af dem, hvilket Missionæren Knud har organiseret.

Min sidekammerat på den lange bustur

Jeg flyttede ind på værelset, hvor Therese og Amanda også bor, så det blev trangt. Om aftenen spiste vi på restaurant med Knud, hvilket var rigtig hyggeligt. Han ligner en hel hulemand med alt det skæg og bliver kaldt babu (bedstefar) af byens beboere.

Temperaturen hernede i SW (Sumbawanga) er mere behagelig end i Dar, for her er ca. 24 grader midt på dagen – dog køligt om natten. I Kipili, som er en by 4 timer væk, hvor de andre 6 volontører skal bo med Knud, er der ca. 30 grader, da det ikke ligger på et bjerg som SW.

Nu er jeg her endelig og glæder mig til det afrikanske liv bliver en del af min hverdag!

My Journey to the Dark Africa

Here I am – in the middle of this huge continent! After a 10-hour-long flight from London to Dar Es Salam (the biggest city in Tanzania) we arrived and went to our hotel with our bags. We saw so many different things on our way which was amazing. People were carrying a lot of stuff on their bikes or on their heads or their barrows, and the traffic seemed crazy. Our taxi driver was honking constantly and there were heaps of people, bikes, and motorbikes everywhere.

Everybody stared at us and they wanted to talk or shout to us but some of them also made jokes and laughed because we looked so different.

Here in this country it is normal to hold hands if two men are talking, because it just mean that they focus on each other right now, but for us it seemed a bit funny.

They also have a different idea about time which we understood while we were waiting 1½ hours at the integration office, while all the Africans were busy watching TV or reading the newspaper. That is just opposite to some of the other people because they work really hard all day getting food on the table. 

I have already got at least 12 mosquito bites – very annoying. Especially because it could result in Malaria, so I became a bit nervous when I got them, but well – that is a part of being in Africa.

Our second day in Dar Es Salam we went to the bus station which was hectic! Busses were driving around while people were jumping on and off and we walked around with our huge amount of luggage. We went on a 13-hour-long trip to Mbeya, where we would stay through the night. It was a looong trip with only two toilet-stops. The breaks lasted only a few minutes so you had to hurry up! The ladies were peeing on the right side of the bus while the men went to the left – quite funny. The bus smelled a lot of sweat which was disgusting – But I survived. The day after, we arrived to Sumbawanga after a 7-hour bustrip, but this time we drove on gravel most of the way so we did not get a nice sleep. I was sitting next to two Africans so I tried to use my Swahili but they did not always understand me, so they just started laughing at me, haha! Well now I am in Sumbawanga where I am going to stay the next 4 months. Great!