Blindeskole, nattetur og dæmoner!

En tur på markedet er noget af en kontrast til et dansk supermarked:)

Jeg har nu set en rigtig blindeskole, som Missionær-Peter en dag viste os. Børnene var opdelt i kategorierne totalt blinde, delvist blinde, og albinoer, som også var svagtseende. Der var overraskende mange albinoer iblandt eleverne, som tydeligvis havde en sårbar og skrøbelig hud i forhold til solen og udslæt. Efter vi havde præsenteret os for dem, sang vi akavet ”lille Peter edderkop” for dem, hvorefter de sang en utrolig smuk sang for os som respons. Det var så rørende at se dem synge så vidunderligt, imens vi vidste, de havde en hård fremtid foran sig som blind eller endda albino. Det måtte være forfærdeligt at vide, at folk ønskede en del af albinoernes legemer, fordi det i overtroisk forstand bragte succes. Faktisk var det sket for nyligt, at en albino var blevet angrebet, men heldigvis slap han med tre mistede fingre i stedet for hele armen. Efter en rundvisning på lærerværelset, hvor de fleste lærere var blinde, så vi børnene gå over til spisesalen, imens de delvist blinde hjalp de helt blinde. Da vi så sovesalen, fortalte inspektøren, at den ikke var stor nok, for de sov 30 drenge derinde, og de små drenge delte senge. På pigesalen mødte vi en pige, som ikke vidste, hvordan en europæer så ud, så inspektøren skubbede mig frem, så hun kunne røre mig – det var en speciel oplevelse. Samme dag besøgte vi en spædbørnsinstitution, hvor der var 82 forældreløse eller efterladte børn. Mange nonner arbejdede der og tog sig af dem. Mens vi hilste på nonne-lederen, løb der 5 glade børn rundt og hoppede op på os. En albino-pige blev ved med at nippe mig voldsomt, så jeg nærmest blev bange for hende. Vi fik en rundvisning på institutionen, hvor nogle nonner stod og badede børn, helt små spædbørn lå og græd uden nogen tog sig af dem, og børn løb legende eller skrigende rundt. Det må nu være svært at passe så mange, men dejligt at børn har et sted at komme i trange vilkår.

Min skoles headmaster er blevet fyret pga. pengesvindel og fordi han var involveret i hekseri gennem en heksedoktor for at øge sin autoritet. Hvad sker der for det?

Alt det med hekseri er en del af deres kultur, så hvis man måske er syg kan man gå hen til en heksedoktor, der helbreder en ved fx at sende en dæmon ind i kroppen eller give nogle specielle stoffer. Dæmonen bliver dog ikke sendt ud igen og kan efterhånden ikke kontrolleres. En morgen i min undervisning hørte jeg nogle voldsomme skrig udenfor og så minsandten en pige være besat af en dæmon, der hev og sled i hende. Jeg kunne ikke tro mine øjne og blev bange, for jeg kunne jo ikke gøre andet end at kigge på, imens hun led. Hun blev kastet unaturligt rundt i de mest umulige stillinger med armene flyvende omkring, imens hun skreg på en uhyggelig brølende måde. En elev fortalte mig, at det eneste, der hjalp, var at bede. 10 elever slæbte hende væk, og jeg fortsatte så undervisningen rystet efter oplevelsen.

Da jeg en dag underviste mine pre-form-1-elever, var jeg SÅ tæt på at smide min bog og rende skrigene væk, for de blev ved med at larme og imitere mig. Efter at have smidt flere udenfor døren, råbt en del, og prøvet at undervise, var jeg totalt udkørt. Da de var allerværst, stod jeg stille, kiggede blot opgivende på dem, indtil en pige spurgte mig, om jeg havde ondt nogen steder (jeg så nok sådan ud). Jeg forklarede dem, at jeg var trist pga. dem og tegnede en stor trist smiley på tavlen. Det medførte en totalt ro i klassen. Der gik ikke lang tid, før folk sagde undskyld, - dejligt. Dagen efter gik det til gengæld bedre end aldrig før! Jeg har aldrig før haft så meget ro i klassen, og jeg læste højt for dem, imens de var helt stille. Selv efter timen fortsatte en del fra klassen med opgaverne!

Manden jeg sidder ved siden af havde kun ét ben, fordi han havde fået det
hugget af pga. tyveri. Vildt at han alligevel overlevede!

En nat tog børnehjemslederen, Joseph, os 3 piger med på nattetur i byen. Vi besøgte en bar, hvor vi fik at vide, at alle kvinderne, der arbejdede på natbarer, var prostituerede. Halvdelen af mændene, der sad og drak øl, ønskede en prostitueret, og hvis ikke de fik det, voldtog de blot nogle af gadedrengene, der lå og sov rundt omkring. Vi så også et farligt område i forhold til overfald, hvor den laveste klasse hørte til. Nogle unge teenagepiger stod på gaden og var prostituerede og kvinderne på pubben, vi besøgte, stod og dansede og flirtede blandt de fulde mænd. Vi mødte en mand med kun et ben, fordi folk havde hugget benet af ham, da han havde stjålet en radio (rigtigt ville folk have brændt ham levende)! De synes nemlig ikke tyve får en hård nok straf ved politiet, som løslader dem igen efter noget tid, så de dræber dem bare på stedet! Ved midnatstid, kørte vi hen til de sovende gadedrenge, der lå ude på gaden på noget koldt beton med en presenning over. Vi vækkede dem og uddelte kiks og juice, hvilket de blev glade for. Vi kendte godt drengene, hvilket gjorde det ekstra skræmmende. De sov på gaden ved gadelyset, for at risikoen for overfald var lidt mindre, men det er virkelig farligt at være gadedreng. Grunden til man yderst sjældent møder piger på gaden skyldes, at de altid ender som tjenestepiger. De tjener dog næsten ingenting – måske får de endda kun mad. Folk i huset kan finde på at mishandle dem, men det er næsten bedre, end at være ude på gaden. Efter den tur tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde burde brokke mig over bagateller, for de stakkels gadebørn har ingenting, men løber altid glade rundt og brokker sig aldrig.

På natteturen uddelte vi kiks til de sovende gadebørn,
hvilket de blev glade for!

En dag ville jeg prøve at tage en pikipiki (motorcykel-taxa) til skole. Jeg sad i damesaddel bag chaufføren, hvilket var vildt, men totalt sjovt! Især når vi kørte over de ekstremt store humpler, der er hernede overalt på vejene, hoppede jeg rundt omme bagpå. Da jeg kom til skolen, følte jeg mig ret sej, fordi jeg blev kørt helt hen til døren, men det er nu ikke så unormalt. Fed oplevelse!

Vi har i sidste weekend været i Kipili igen, men tog bussen derhen denne gang. Efter at have ventet

 2½ time på bussen, kørte vi i ca. 4½ time, hvilket var lang tid, når man sad i en proppet bus med over 80 personer + tunge sække med korn og tomater og en høne. Tomaterne var nærmest blevet til ketchup, da vi ankom, og hønen havde siddet i en lille plasticpose hele vejen. På et tidspunkt var chaufføren ikke opmærksom, så vi hoppede alle 10 cm op fra vores sæder i luften, pga. et kæmpe humpel. Bussen var noget gammelt skrot, selvom det hernede betegnes som ”High Class”. Døren kunne ikke lukkes ordentligt, forruden var revnet og når bremsen blev brugt, kom den mest støjende larm! I Kipili optrådte vi to gange med vores wazungushow, tog på fisketur tidligt en morgen (halvdelen af os var godt søsyge!), og os Sumwawanga-piger + Rebecca (volontør) sejlede med en lokal båd til Kirando, hvilket var en helt anderledes sejltur. Ingen søsyge, men en rolig sejltur, hvor vi sad på kanten af båden sammen med en masse lokale. Der lå skrammel i bunden af båden og en masse vand, der blev hældt over rælingen engang imellem samtidg med den dejlig varmende sol. Vi sejlede hen til en idyllisk strand undervejs for at fylde folk på. Folk stod og ordnede deres både, mænd hoppede i vandet for at løsne ankeret, folk gik ud i vandet med deres tunge last til båden, børn legede og kiggede på os hvide, og motoren gik senere i stå midt ude på søen, da vi fortsatte turen. 

Nu har vi også vist wazungushowet for børnehjemsbørnene i SW + andre lokale, Knud og en ny BDM-sekretær, som var på besøg. Da vi startede showet, var der en kæmpe jubel! De klappede og grinede meget mere end vores normale publikum, og til sidst kom der minsandten to gamle damer dansende ind på scenen, hujede rundt om os og trillede med tungerne. Knud kom også ind på scenen og gav os hver en skilling, ligesom folk fx gør i kirker ved korene! Hvor nice!

I have now seen a school for blind students, which was very exciting. There were: partly blind students, totally blind students and albinos, who also have a weak sight. It was wonderful to see how they helped each other to get around. They sang a beautiful song to us and it made me think of how difficult their future would be for them when they stand by themselves without a school to support them.

One day I saw a girl, who was occupied by a demon while I was teaching in the Sec. School – it seemed crazy! Her body got thrown everywhere in different directions while she was screaming very unnaturally! I got very scared because I couldn’t do anything to help her, and the other students said the only thing, which would help, was to pray.

Her rører en blind pige for første gang en "hvid"!

One night our friend Joseph showed us Sumbawanga at night time. We went to a pub, where all women normally are prostitutes and get a very bad pay for working there because their main money come from the men. Half of the men at the pub wanted a prostitute and if they didn’t find one, they just went out to rape some of the street boys who were sleeping in the streets. Disgusting! Then we visited another bar where we met some very young prostitutes (teenagers) and a man with only one leg. Some people had cut off his leg because he had stolen a radio. Really he was supposed to be burned but they let him go! At midnight we went out to visit the sleeping street boys. They became happy to see us and we brought some biscuits and juice for them. They were sleeping near the streetlight, because that made them safer if a stranger would rape them. Poor boys!

It was strange to see this poverty and then go straight home to our warm beds! We have everything while they have nothing so we should never complain again about our silly problems! 

Hvad har jeg oplevet af sjove ting?

Jeg har nu prøvet at have afrikanske fletninger! Det tog i alt 12 timer og foregik på gulvet, så jeg havde en meget øm ryg, men fik i det mindste læst 1½ bog. Damen flettede 3 pakker ekstensions i mit hår, så det blev kæmpe stort. Det var vildt at se nogle af de helt små børn få flettet hår. En lille pige sad og holdt sig for øjnene og græd, imens en anden var totalt hardcore, når damen hev og sled i håret. Heldigvis fik jeg bare normale fletninger, som ikke gør så ondt i forhold til de fletninger, der sidder langs hovedbunden.

En dag var jeg til en graduationsceremoni ved Tito fra vores baggård. Vi kom til tiden, men ventede alligevel i mindst en time, imens der blev spillet så højt musik, at man ikke kunne føre en samtale. Ceremonien startede med, at alle 200 studenter kom dansende ind efter hinanden til den fedeste sambamusik! De følgende 4 timer sad vi og blev underholdt af lange taler, flere forskellige kor (en af sangene varede et kvarter, imens der var høje skingrende mikrofon-lyde), lange skuespil og overrækkelsen af certifikaterne. Siden Tito var forældreløs, var vi piger hans nærmeste familie her i byen, så vi støttede ham fuldt ud, da han skulle rappe foran alle. Ved overrækkelsen gav folk studenterne blomsterkranse om hovederne, så jeg overrakte Titos blomsterkrans om hans hoved. Nice!

En eftermiddag legede jeg med mine elskede gadebørn i 3 timer! De var simpelthen så dejlige og sloges om at få min arm om sig og muttede mine kinder. Jeg følte mig lidt som den mor, de ikke havde. Dog kom nogle af dem op at slås, andre tyrede sten efter hinanden, og en dreng ville give en lille fyr en knytnæve. Man kunne pludselig godt mærke, at de egentlig VAR gadedrenge og var vant til den slags. En dag, da jeg var alene hjemme, legede jeg med dem hele eftermiddagen, hvor jeg tog tegnesager og vendespil med ud foran huset. Sikke en succes, men vildt at se, hvordan nogle af dem ikke engang kunne stave deres eget navn! Jeg gav dem vand, en fastelavnsbolle og min kærlighed, hvilket de elskede. Om aftenen satte jeg projektoren op i vinduet indefra, så vi kunne se film på nabohusets væg og sidde udenfor. Det tiltrak selvfølgelig en del forbipasserende, så var på et tidspunkt ca. 20. Jeg sad konstant med en masse dejlige børn omkring mig, og undervejs hentede jeg vand og boller til dem, så de blev lidt mættere! Det var fantastisk at se, hvordan børnene morede sig over filmen!

Sådan så vi ud til vores "Wazungu-show"!

Jeg har nu flere gange været i Brødremenighedens kirke, hvor gudstjenesten normalt varer 2½ time. I kirken skal skuldrene og knæene være tildækket, ellers er man uanstændig (det gælder også mit job som lærer)! Der var 3 forskellige kor oppe og synge hver 2 gange. Ungdomskoret i kirken kunne man nærmest ikke kalde et kor, men nærmere et zumba-hold, der dansede, imens der var 3 forsangere, samtidig med de værste party-beats fra et keyboard! (dette kor har vi piger prøvet, hvilket var sjovt!). Indimellem hørte man nogle afrikanske triller fra publikum, som lød som ”indianerråb”. Nogle fra de andre kor begyndte også bare at stille sig op på scenen, når de havde lyst! Faktisk øver ungdomskoret hver eneste dag i 2 timer! Lige før prædikenen hørte vi keyboardet lave en dørklokkelyd, som er i døren til danske butikker. Pudsigt.

Under gudstjenesten opdagede en afrikansk dame os gennem vinduet og skabte sig helt vildt, så menigheden vendte sig om og kiggede. Hun hoppede og dansede med de mest uforudsigelige bevægelser og kastede en gren ind ad vinduet på os og kiggede meget stirrende, imens hun var helt oppe at køre over os ”hvide”!

Jeg har også deltaget i korets gode a cappella kor i kirken, hvilket var fedt. Det var bare ikke det nemmeste at danse til sangene, når de ikke holdt takten! Ved at jeg sang i koret, gav jeg dem selvfølgelig ekstra meget at kigge på, men jeg syntes det var sjovt indtil de begyndte at synge nogle sange, jeg ikke kendte, så jeg blev nødt til bare at mime.

En skøn eftermiddag sammen med mine drenge!

En weekend var vi volontører på tur til Kasanga med missionær-Peter for at se Kalambo Falls, som er Afrikas andet højeste vandfald på 235 m. Efter ca. 3½ time på elendig grusvej nåede vi frem til vandfaldet. Det var kun et par meter bredt, men utrolig højt og flot. Vi sad på nogle klipper ved siden af og nød udsigten til både Zambia og Tanzania og krydsede bagefter floden til Zambia ved at gå over en lang træstamme med høj puls og hjertebanken. Derefter kørte vi til et primitivt hotel, som var utrolig flot og lå lige ved Tanganyika-søen, så vi fik badet en del. Vi piger boede i en 4-mandshytte lavet af bambuspinde og strå. Toilettet havde ingen dør, bruseren bestod af en slags pose med huller i, hvor man kunne dreje bundskiven, og restauranten var bygget på en gammel sejlbåd med stråtag og træsøjler. Da vi havde slappet lidt af i hytten, skreg Anna-Elisabeth pludselig, fordi hun så en 1-m lang grøn slange på loftspælen! Udover slanger vrimlede det også med aber rundt mellem teltene, hvilket var sjovt at se.

Therese, Amanda og jeg har nu været ude at optræde med vores Wazungu-show (de ”hvides” show), hvilket gik forbløffende godt! Vi cyklede ud til et kvarter vi ikke kendte og satte vores scene op. Bare ved at være til stede, tiltrak vi automatisk over 60 børn og voksne! Publikummet grinede og var underholdt af vores skøre teater. Therese og jeg spillede mænd, og havde derfor malet skæg i hovedet og opførte os tosset. Vi har været rundt og opvise det et par gange indtil videre. Vores formål var, at sprede latter gennem vores show, og det lykkedes.

Jeg har nu afsluttet min undervisning på Bibelskolen, så jeg gav præsteeleverne fastelavnsboller som afslutning. Tiden er godt nok gået hurtigt. Nu er jeg kun på Sec. School og sommetider på børnehjemmet.

På Sec. School har jeg undervist en klasse på 67 elever i computer, uden der var strøm, så det blev rent teori i et lille lokale. Hver gang eleverne ville svare på mit spørgsmål, havde de nærmest problemer med at rejse sig op fra stolen pga. pladsmangel (man skal stå op for at svare).

Da jeg i engelsk havde sat eleverne til at skrive en historie, hev jeg hver enkelt elev udenfor på trappen til klasseværelset, hvor jeg hørte dem i at læse lidt engelsk. Det var hyggeligt at få et forhold til dem på den måde. En af de store drenge prøvede at læse ekstra langsomt til sidst, for at han kunne sidde ved mig i længere tid, haha. Jeg har nu for første gang rettet stile i mit liv. Jeg kunne se i hæftet, at de andre lærere ikke gav positiv respons når de rettede stile, men fx bare skrev 0/4 rigtige. Så er det jo klart de ikke forbedre sig.

Til kor kom der en dag ca.25-30 elever, men lidt under halvdelen smuttede igen efter det første kvarter. Det lykkedes at færdiggøre ”This Little Light”, som vi så optrådte med til Religionstimen (gudstjeneste). Dog kom der kun 13 elever fra koret med op på scenen og de havde selvfølgelig glemt, hvad de havde lært. Fedt. Sidste gang kom der ingen, hvilket skyldes, at folk har travlt med at læse op til eksamenerne, så de ikke får tæsk. Derfor har jeg nu droppet det helt.

Vi har været til fest på børnehjemmet, fordi vi fejrede danskeren, Peter Knudsen, som havde sponsoreret mange penge til børnehjemmet. Han var kommet til SW med familien for at se hans projekt. I løbet af de følgende 4 timer var der mange lange taler af præsterne, flere forskellige sange fra de dejlige børnehjemsbørn, som lød rigtig godt med trommer og dans, og et indslag fra os volontører, der sang ”Thank you Lord”. Børnene lavede også et skuespil om at være forældreløs, fordi forældrene døde og derefter blive mishandlet og til sidst komme på børnehjemmet vha. Knud. De levede sig så meget ind i det, at nogle af skuespillerne græd rigtigt, fordi de kendte følelsen alt for godt. Det var utrolig rørende!

Now I have tried to have African braids which took 12 hours to make! The lady, who made it, also added 3 bags of extensions hair to my hair so I got many braids. I didn’t get the braids which were sitting tight to the head but just some normal ones.

I have played a lot with my homeless street boys lately which I enjoy. I bring out games and colouring stuff so they can draw and have fun. Actually most of them cannot even spell their own names. One night I showed my boys a movie outside. I used the neighbour’s house as a big screen for my projector. The kids loved to be in my cinema and it was great to have so many kids around me who wanted an arm around them.

I have also tried to be in the Moravian Church where the service lasts at least 2½ hours. Through the service there are many different choirs singing and the youth choir is also dancing very energetic – They are so funny to watch. We have also tried to attend to that dancing choir which was hilarious! Last Sunday I attended the a cappella choir because I had been practising with them sometimes. It was fun to sing and dance with them but I really gave the congregation something exciting to look at (ME!).

Her er nogle af mine Computer-elever, der ville have et billede med mig.
Man får virkelig meget opmærksomhed fra eleverne som hvid lærer!

One weekend I went to Kasanga where I saw the second highest waterfall in Africa with its 235 m. It was not that wide but very beautiful, and it divided Tanzania and Zambia. We crossed the river on a tree trunk which lay as a bridge over the river, but it was pretty scary! Well now I can say I also have been to Zambia! We stayed at a very nice but primitive Hotel overnight where we saw a snake in our cottage and monkeys running around outside!

Now Amanda, Therese and I have been performing our “Wazungu Show” which is a show we have made just to entertain children. We went out in an unknown area where we set up our scene which attracted a lot of people – also adults. The show went very well and the audience (maybe 60 people) laughed and enjoyed it a lot!

I have now finished my choir because people are busy studying for their exams. That’s why they didn’t attend the last couple of times. Two weeks ago there came 25 students which was great. We finished a song which we performed in front of the whole school but when we were performing there only came 13 students. Why? Anyway, now I have tried to have my own choir which was fun!