Blindeskole, nattetur og dæmoner!

En tur på markedet er noget af en kontrast til et dansk supermarked:)

Jeg har nu set en rigtig blindeskole, som Missionær-Peter en dag viste os. Børnene var opdelt i kategorierne totalt blinde, delvist blinde, og albinoer, som også var svagtseende. Der var overraskende mange albinoer iblandt eleverne, som tydeligvis havde en sårbar og skrøbelig hud i forhold til solen og udslæt. Efter vi havde præsenteret os for dem, sang vi akavet ”lille Peter edderkop” for dem, hvorefter de sang en utrolig smuk sang for os som respons. Det var så rørende at se dem synge så vidunderligt, imens vi vidste, de havde en hård fremtid foran sig som blind eller endda albino. Det måtte være forfærdeligt at vide, at folk ønskede en del af albinoernes legemer, fordi det i overtroisk forstand bragte succes. Faktisk var det sket for nyligt, at en albino var blevet angrebet, men heldigvis slap han med tre mistede fingre i stedet for hele armen. Efter en rundvisning på lærerværelset, hvor de fleste lærere var blinde, så vi børnene gå over til spisesalen, imens de delvist blinde hjalp de helt blinde. Da vi så sovesalen, fortalte inspektøren, at den ikke var stor nok, for de sov 30 drenge derinde, og de små drenge delte senge. På pigesalen mødte vi en pige, som ikke vidste, hvordan en europæer så ud, så inspektøren skubbede mig frem, så hun kunne røre mig – det var en speciel oplevelse. Samme dag besøgte vi en spædbørnsinstitution, hvor der var 82 forældreløse eller efterladte børn. Mange nonner arbejdede der og tog sig af dem. Mens vi hilste på nonne-lederen, løb der 5 glade børn rundt og hoppede op på os. En albino-pige blev ved med at nippe mig voldsomt, så jeg nærmest blev bange for hende. Vi fik en rundvisning på institutionen, hvor nogle nonner stod og badede børn, helt små spædbørn lå og græd uden nogen tog sig af dem, og børn løb legende eller skrigende rundt. Det må nu være svært at passe så mange, men dejligt at børn har et sted at komme i trange vilkår.

Min skoles headmaster er blevet fyret pga. pengesvindel og fordi han var involveret i hekseri gennem en heksedoktor for at øge sin autoritet. Hvad sker der for det?

Alt det med hekseri er en del af deres kultur, så hvis man måske er syg kan man gå hen til en heksedoktor, der helbreder en ved fx at sende en dæmon ind i kroppen eller give nogle specielle stoffer. Dæmonen bliver dog ikke sendt ud igen og kan efterhånden ikke kontrolleres. En morgen i min undervisning hørte jeg nogle voldsomme skrig udenfor og så minsandten en pige være besat af en dæmon, der hev og sled i hende. Jeg kunne ikke tro mine øjne og blev bange, for jeg kunne jo ikke gøre andet end at kigge på, imens hun led. Hun blev kastet unaturligt rundt i de mest umulige stillinger med armene flyvende omkring, imens hun skreg på en uhyggelig brølende måde. En elev fortalte mig, at det eneste, der hjalp, var at bede. 10 elever slæbte hende væk, og jeg fortsatte så undervisningen rystet efter oplevelsen.

Da jeg en dag underviste mine pre-form-1-elever, var jeg SÅ tæt på at smide min bog og rende skrigene væk, for de blev ved med at larme og imitere mig. Efter at have smidt flere udenfor døren, råbt en del, og prøvet at undervise, var jeg totalt udkørt. Da de var allerværst, stod jeg stille, kiggede blot opgivende på dem, indtil en pige spurgte mig, om jeg havde ondt nogen steder (jeg så nok sådan ud). Jeg forklarede dem, at jeg var trist pga. dem og tegnede en stor trist smiley på tavlen. Det medførte en totalt ro i klassen. Der gik ikke lang tid, før folk sagde undskyld, - dejligt. Dagen efter gik det til gengæld bedre end aldrig før! Jeg har aldrig før haft så meget ro i klassen, og jeg læste højt for dem, imens de var helt stille. Selv efter timen fortsatte en del fra klassen med opgaverne!

Manden jeg sidder ved siden af havde kun ét ben, fordi han havde fået det
hugget af pga. tyveri. Vildt at han alligevel overlevede!

En nat tog børnehjemslederen, Joseph, os 3 piger med på nattetur i byen. Vi besøgte en bar, hvor vi fik at vide, at alle kvinderne, der arbejdede på natbarer, var prostituerede. Halvdelen af mændene, der sad og drak øl, ønskede en prostitueret, og hvis ikke de fik det, voldtog de blot nogle af gadedrengene, der lå og sov rundt omkring. Vi så også et farligt område i forhold til overfald, hvor den laveste klasse hørte til. Nogle unge teenagepiger stod på gaden og var prostituerede og kvinderne på pubben, vi besøgte, stod og dansede og flirtede blandt de fulde mænd. Vi mødte en mand med kun et ben, fordi folk havde hugget benet af ham, da han havde stjålet en radio (rigtigt ville folk have brændt ham levende)! De synes nemlig ikke tyve får en hård nok straf ved politiet, som løslader dem igen efter noget tid, så de dræber dem bare på stedet! Ved midnatstid, kørte vi hen til de sovende gadedrenge, der lå ude på gaden på noget koldt beton med en presenning over. Vi vækkede dem og uddelte kiks og juice, hvilket de blev glade for. Vi kendte godt drengene, hvilket gjorde det ekstra skræmmende. De sov på gaden ved gadelyset, for at risikoen for overfald var lidt mindre, men det er virkelig farligt at være gadedreng. Grunden til man yderst sjældent møder piger på gaden skyldes, at de altid ender som tjenestepiger. De tjener dog næsten ingenting – måske får de endda kun mad. Folk i huset kan finde på at mishandle dem, men det er næsten bedre, end at være ude på gaden. Efter den tur tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde burde brokke mig over bagateller, for de stakkels gadebørn har ingenting, men løber altid glade rundt og brokker sig aldrig.

På natteturen uddelte vi kiks til de sovende gadebørn,
hvilket de blev glade for!

En dag ville jeg prøve at tage en pikipiki (motorcykel-taxa) til skole. Jeg sad i damesaddel bag chaufføren, hvilket var vildt, men totalt sjovt! Især når vi kørte over de ekstremt store humpler, der er hernede overalt på vejene, hoppede jeg rundt omme bagpå. Da jeg kom til skolen, følte jeg mig ret sej, fordi jeg blev kørt helt hen til døren, men det er nu ikke så unormalt. Fed oplevelse!

Vi har i sidste weekend været i Kipili igen, men tog bussen derhen denne gang. Efter at have ventet

 2½ time på bussen, kørte vi i ca. 4½ time, hvilket var lang tid, når man sad i en proppet bus med over 80 personer + tunge sække med korn og tomater og en høne. Tomaterne var nærmest blevet til ketchup, da vi ankom, og hønen havde siddet i en lille plasticpose hele vejen. På et tidspunkt var chaufføren ikke opmærksom, så vi hoppede alle 10 cm op fra vores sæder i luften, pga. et kæmpe humpel. Bussen var noget gammelt skrot, selvom det hernede betegnes som ”High Class”. Døren kunne ikke lukkes ordentligt, forruden var revnet og når bremsen blev brugt, kom den mest støjende larm! I Kipili optrådte vi to gange med vores wazungushow, tog på fisketur tidligt en morgen (halvdelen af os var godt søsyge!), og os Sumwawanga-piger + Rebecca (volontør) sejlede med en lokal båd til Kirando, hvilket var en helt anderledes sejltur. Ingen søsyge, men en rolig sejltur, hvor vi sad på kanten af båden sammen med en masse lokale. Der lå skrammel i bunden af båden og en masse vand, der blev hældt over rælingen engang imellem samtidg med den dejlig varmende sol. Vi sejlede hen til en idyllisk strand undervejs for at fylde folk på. Folk stod og ordnede deres både, mænd hoppede i vandet for at løsne ankeret, folk gik ud i vandet med deres tunge last til båden, børn legede og kiggede på os hvide, og motoren gik senere i stå midt ude på søen, da vi fortsatte turen. 

Nu har vi også vist wazungushowet for børnehjemsbørnene i SW + andre lokale, Knud og en ny BDM-sekretær, som var på besøg. Da vi startede showet, var der en kæmpe jubel! De klappede og grinede meget mere end vores normale publikum, og til sidst kom der minsandten to gamle damer dansende ind på scenen, hujede rundt om os og trillede med tungerne. Knud kom også ind på scenen og gav os hver en skilling, ligesom folk fx gør i kirker ved korene! Hvor nice!

I have now seen a school for blind students, which was very exciting. There were: partly blind students, totally blind students and albinos, who also have a weak sight. It was wonderful to see how they helped each other to get around. They sang a beautiful song to us and it made me think of how difficult their future would be for them when they stand by themselves without a school to support them.

One day I saw a girl, who was occupied by a demon while I was teaching in the Sec. School – it seemed crazy! Her body got thrown everywhere in different directions while she was screaming very unnaturally! I got very scared because I couldn’t do anything to help her, and the other students said the only thing, which would help, was to pray.

Her rører en blind pige for første gang en "hvid"!

One night our friend Joseph showed us Sumbawanga at night time. We went to a pub, where all women normally are prostitutes and get a very bad pay for working there because their main money come from the men. Half of the men at the pub wanted a prostitute and if they didn’t find one, they just went out to rape some of the street boys who were sleeping in the streets. Disgusting! Then we visited another bar where we met some very young prostitutes (teenagers) and a man with only one leg. Some people had cut off his leg because he had stolen a radio. Really he was supposed to be burned but they let him go! At midnight we went out to visit the sleeping street boys. They became happy to see us and we brought some biscuits and juice for them. They were sleeping near the streetlight, because that made them safer if a stranger would rape them. Poor boys!

It was strange to see this poverty and then go straight home to our warm beds! We have everything while they have nothing so we should never complain again about our silly problems!