Kipili

Kipili var utrolig smuk med sø og palmer!

Nu har jeg endelig set den mindste lille landsby, Kipili. Her skulle vi bo i 3 dage sammen med de andre 6 volontører. Der var ingen internet, ingen ordentlige butikker, intet køleskab og ingen elektricitet, når Knud slukkede det om aftenen. Til gengæld var her smukt med palmer og vand. Knuds hus lå halvt oppe på et bjerg, så der var en god udsigt over landsbyen og især Tanganika-søen, som er lige så stor som Jylland. Amanda og jeg gik en lille tur ned til søen og stødte på en stor grisemor og hendes mange små grislinger. Vi var ret nervøse for, at den ville angribe os, og samtidig blev vi nærmest også rendt ned af en masse geder. Heldigvis havde vi Knuds hund ”Pepsi” med som bodyguard (Hans hunde hedder Cola og Pepsi, så afrikanerne kan udtale deres navne. De fleste er dog bange for hunde hernede). Til aftensmad fik vi nybagt brød, som de får hver aften. Her får de nemlig kun 3 måltider om dagen. Morgenmad (ristet brød fra dagen før - 2 skiver til hver), middagsmad (altid ris og bønner - evt. med lidt tilbehør) og aftensmad (ca. 3 skiver hvidt brød). Meget ensformigt! Om natten skulle vi sove uden myggenet, fordi de ikke havde nok, så jeg fik selvfølgelig en natsværmer i næsen. Forresten hørte jeg, at Arne havde mødt en rotte, da han var i bad en dag- føj! På væggene er der altid gekkoer om aftenen. De ser virkelig ulækre ud, fordi de er helt hudfarvede.

Imponerende at man kan kravle op i palmen på den måde!

Dagen efter tog vi med de andre volontører til cheke chea (førskole-projekt med børn fra 4-6 år). De første to børn, jeg mødte, kom med det samme og omfavnede mig. Børnene var meget kærlige, men utrolig voldsomme over for hinanden og slog hinanden konstant.

Niva, som også var i Kipili disse dage, viste os hans kæreste og datter. Derefter spurgte han, om vi ville have nogle kokosnødder, og inden vi så os om, kravlede en snedkerelev op i en palme og skubbede kokosnødderne ned med fødderne. Det var virkelig vildt! Nogle af mændene hakkede nogle af dem over og bed skraldet af med tænderne for at drikke kokosmælken. Det smagte dog ikke så godt (måske var de ikke modne og lunken kokosmælk er heller ikke det bedste). Kokossen var ellers god.

En eftermiddag tog alle vi volontører en svømmetur i Tanganika-søen hvilket var varmt. Vi blev nærmest omsværmet af afrikanerbørn, der ville lege med os i vandet, sjovt! De elskede at komme op på nakken af os. Man skulle bare lige sikre sig, at de havde underbukser på først! Dagen efter fortalte en skoleinspektør i nærheden, at han havde set en krokodille i søen samme eftermiddag vi havde svømmet - dog lidt længere væk, end hvor vi badede. Wow! Da vi skulle op, stod der ca. 20 børn og kiggede, da vi tørrede os (lidt underligt). På gåturen hjem holdt vi alle nogle børn i hånden. Therese, Arne og Rebekka bildte os ind, at de havde dræbt en slange, og at Arne bare havde stillet sig på den, så de andre kunne hugge pinde ned i den, men det viste sig, de blot havde set nogle børn lege med den døde slange, som de viste os.

Amanda og jeg med de nyplukkede kokosnødder!

Om aftenen holdt vi valg-aften (pga. valg derhjemme i DK), så nogle af de andre kom ind i stuen med pandelamper, socialdemokratiske flag og 2 fade med RØDE valgbolsjer og en masse Obama-tyggegummier. Theresa ville finde ud af hvor mange Obama-tyggegummier jeg kunne have i munden, så jeg endte med 20! På vej til toilettet om aftenen (det er i en anden bygning) råbte Amanda: ”Der løber en rotte ved dine ben!”, så jeg skreg og hoppede fortvivlet rundt i mørket!

Sidste dag i Kipili tog vi på stranden henne ved lodgen (et lækkert sted for turister). På stranden lå vi og solede os, badede flere gange i det varme vand, slog smut og så både sejle forbi. (en af bådene var utæt, så der var en mand med, som skulle tømme båden for vand – det er typisk).

Da Erik og Knud kom hjem fra deres sejltur til Congo, kørte vi den 3 timers køretur hjem til SW, men opdagede, at der hverken var strøm eller vand i huset. Træls! Undervejs oplevede vi de første regndråber, hvilket var fantastisk! Vi jublede og hang nærmest ud af vinduet! Aldrig har jeg været så glad for regn. Det havde været godt at opleve Kipili, men ude godt, hjemme bedst!

På Safaritur til BDM-konferencen i Sikonge!

Vi volontører har nu været på en 10-dages tur rundt i regionen. Vi var 10, der skulle med i Knuds bil op til BDM-konferencen ved et missionærpar i Sikonge. Jeg blev køresyg næsten i starten af turen, fordi man blev kastet rundt og slog sig hver gang bilen hoppede pga. huller. Undervejs på vores 10-timers køretur kørte vi igennem Katavi nationalpark, hvor vi så en masse fascinerende dyr. Vi så en kæmpestor næsehornsfugl, vortesvin og dens unger, shikader, mangustere (en slags væsel), gående krokodiller, elefanter (nogle kom virkelig tæt på), impalaer (en slag hjorte), mange giraffer, som camouflerede sig rigtig godt (vi var tæt på at køre en ned, så vi så den hoppe ud til siden med dens utrolig sjove gangart), gazeller, waterbucks (en slags rådyr), jordegern, bavianer, Hr. Nilson-aber, en stor bøffelflok, et flodhestekranie, flodheste (vi så nogle af dem løbe!), marabu-storke, ørne, pelikaner, pølsetræer (frugterne ligner pølser) og til sidst en enkelt løve. Vi holdt stille i 2 timer ved løven, fordi vi ville se den angribe sit bytte (waterbucks), men desværre så vi det ikke. Vi

sad ellers i en forfærdelig varme uden at måtte gå ud af bilen omsværmet af tzefluer, som bed (av! De kunne normalt godt overføre sovesygdommen – dog ikke her). Knud mente, løven ventede på, at sin flok havde listet sig om på modsatte side af dyrene. Når løven kunne lugte, de var der, ville den

vise sig, så de ville flygte den modsatte vej lige mod de andre løver. Smart. I pauserne skulle vi tisse lige bag bilen, for hvis vi gik længere væk KUNNE der være løver! Da vi ankom på et hotel midt ude i ingenting, spiste vi perlehøns. De havde desværre ikke mere giraf. Lige ved hytterne lå en sø proppet med flodheste og flodhestelorte. Vi gik ned for at se dem, men gik lidt for tæt på, så mange af dem begyndte at rejse sig og blev sure. Vi skyndte os at smutte igen i raskt tempo med en hjertebanken, for de er jo Afrikas farligste dyr.

En dejlig Safari-pause ved nogle flodheste og store fugle.

Dagen efter fortsatte vores 11-timers lange køretur til Sikonge. Theresa og jeg sad begge på forsædet, så vi delte nærmest sved. Knud fortalte om en mand hernede, der kom kørende på motorcykel til et sving, hvor der stod en flok løver og derfor åd ham!

I bilen havde man en masse tid til bare at tænke i, så jeg fik den idé, at jeg ville opstarte noget kor på Secondary skolen i SW! Jeg snakkede med Knud om det, som foreslog at målet kunne være at optage det på video, hvilket børnene ville elske!

Da vi ankom til det meget varme Sikonge, mødte vi værterne Steen og Lisbeth, missionærparret fra Kigoma, deres børn, to volontører, Mette og Merethe, og BDMs sekretær, Erik Baun. Det var en lille konference - kun 19 (5 missionærer), imens Amanda og jeg nærmere havde forestillet os 300! Knud havde booket et helt hotel blot til os volontører, fedt. Dog var der ikke elektricitet og vand i denne by, så når man skulle i bad, fik man bare en spand vand. Når man havde været på toilet, hældte man blot vand fra spanden oveni, så det blev lidt opløst – føj, det forsvandt jo ikke. Værten fortalte, at der lige var en Zanzibar-færge, der var grundet fordi den var overfyldt, så 200 ud af 500 afrikanere druknede. Samme dag fortalte Knud, at The Moravian Church i SW var brast sammen (taget), fordi det i lang tid havde været faldefærdigt! Det var ellers den kirke, vi var i de sidste 2 søndage!

Hotellets morgenmad bestod af kogte æg og chapati (pandekager), som vi fyldte med sukker, (usund start på dagen). Om eftermiddagen holdt Knud et foredrag om BDM-historien, og regionens overpræst kom på besøg. Jeg faldt flere gange i søvn, imens jeg havde øjenkontakt med dem, - pinligt. Efter nogle englehop på badeværelset og en kop kaffe holdt jeg mig vågen til næste sektion om "Moravian Identity", som faktisk var rigtig spændende - Især at missionærernes opførsel var vigtigere end deres ord, for ord betyder intet hernede (løfter holdes ikke).

Den følgende dag startede jeg med at vaske lidt tøj. Her må tøjet ikke hænge udenfor, da der kan komme flueæg i, og når de udklækkes ved vores kropsvarme, kan de komme ind i vores hud. Vi tog om formiddagen i kirke, hvor mænd og kvinder sad adskilte. Under gudstjenesten sang vi volontører foran alle, og indimellem trillede afrikanerne med tungerne. Vi fik senere vist et slags "plejehjem" for spedalske! Faktisk mister de spedalske i løbet af sygdommen nervernes funktion, så de ikke kan føle, og deres fingre kan sætte sig fast og blive stive, eller knoglerne i især fødderne kan falde sammen. Heldigvis gør sygdommen ikke som sådan ondt, fordi følesansen svækkes, men det gør, at man uden at kunne mærke det, kan skade sig selv fx ved at få noget op i foden, som giver betændelse. Hvis man ikke er bevidst om det, slides foden op, hvilket så begynder at gøre ondt.

Vi kom temmelig tæt på flodhesten!

Sygdommen kan også skade øjnene, så man ikke kan blinke og dermed let få skidt i øjnene, eller næsen, som kan synke helt sammen. Hvis man får medicin, kan sygdommen ikke smitte efter det første døgn, men hvis nerverne allerede er ødelagte kan ætsningerne desværre ikke stoppe. Det var livsbekræftende at møde de spedalske, hvoraf nogle var blinde, havde kunstige ben eller manglede fingre, hænder eller tæer. De smilte og ønskede at snakke med os og lod os tage billeder af dem. Vi hørte ellers, at de ofte kom op at slås med kæppe osv., selvom de ikke havde fingre eller fødder. En gammel kvinde havde hverken hænder eller ben og kravlede hver weekend ind til byen (3-4 km) for at tigge (hvis de ønskede at få noget yderligere udover maden på plejehjemmet). Hun gad ikke bruge de knæ-bandager, som hun fik anbefalet, så knæene tog også skade af det. Steen fortalte, hvordan de spedalske ikke blev anerkendt af folk, og samfundet havde endnu ikke forstået, at de ikke smittede efter medicin, så de sagtens kunne dele hospital med andre. Derfor havde de deres eget lille hospital for 13 patienter, hvor Steen var doktor. De ansatte ville aldrig til møder, med mindre det var i arbejdstiden, for de gik kun op i lønnen. Selvom de alle havde en sygeplejerske-uddannelse var der ingen, der anede hvad den hjerneskulptur på Steens hylde var, eller det skelet, der stod i fuld størrelse.

Konferencen sluttede med en nadvergudstjeneste på BDM-manér, hvilket var ret anderledes. Det havde været fedt at være sammen med alle volontørerne og missionærerne!

Da vi skulle hjem fra Sikonge, tog vi af sted kl.6.00 på den 11-timers lange køretur til Kipili, hvor Knud og de andre volontører bor. Denne gang skulle vi være 11 i bilen (Erik skulle med) + vores bagage + Eriks 2 rullekufferter, så jeg kan LOVE for, vi virkelig sad tæt! Heldigvis smed vi alt vores tøj i nogle poser, som vi bandt på taget. Der sad 3 på forsædet, 4 på næste række (virkelig presset) og 4 omme bagi med kufferterne (rigtig ubehagelige stillinger). Vi overlevede dog alle!

Denne spedalske dame kunne ikke strække sine fingre.

I have just come home from a 10-day-trip to Sikonge because of a Moravian Conference, and Kipili. We were 9 volunteers who went on the trip (10 hours the first day) but we enjoyed it – especially because of the safari on the way. We met a lot of amazing animals. Elephants, giraffes, buffaloes, beautiful birds, storks, crocodiles, hippopotamuses, gazelles, waterbucks, monkeys, pelicans, eagles and one lion! When we saw the lion we waited 2 hours to see it hunt, but unfortunately we didn’t see it. While we were waiting in the heat we constantly got bitten by tzeflies which was so annoying. When we had to pee we were not allowed to go any further than behind the car so we didn’t get eaten by lions! We stayed at a hotel in the middle of nowhere and were supposed to eat giraffe meat for dinner, but they didn’t have any. Next to our cabins there was a lake filled up with hippopotamuses. We went down to see them but got pretty scared when they all stood up and felt offended by us! Especially because it is the most dangerous animal in Africa! The following day we drew 11 hours. On the way I decided with myself that I wanted to start a choir down at the Secondary School! Knud thought it was a great idea. When we arrived to the very hot Sikonge we met a few other missionaries and volunteers for the Moravian Conference. We were only 19 people but Amanda and I thought there would be around 300! In this town we had no water, so we had to shower by means of a bucket with water. In Sikonge we saw a nursing home for people with leprosy. It was so life-affirming that they were smiling and wanted to talk to us and wanted to be taken photos of. Some of them had no feet, no fingers or hands, a flat nose or bad eyes (blind or sick eyes) but luckily it didn’t really hurt because they had lost their nerve function so they couldn’t feel it. That was unfortunately a problem because when they stepped on something without feeling it, it could become an infection which would hurt and affect more body parts. After the conference, which had been great, we drew on an 11 hour-trip to Kipili with eleven people in the car. We sat really close together with all our luggages + 2 big suitcases from the Moravian secretary who should join us. Luckily we put all our clothes on the roof of the car, so we could breathe! When we arrived to Kipili where Knud and the other volunteers live we were surprised how small the village was. There was nothing! No shops, vegetables, internet, refrigerator, electricity at night-time, hot water in the shower and so on BUT it was very hot and beautiful with the palms and the huge Tanganika-lake. We went swimming which was great but later we heard that somebody had seen a crocodile near the beach where we were. Scary! One day I saw a man climb to the top of a palm barefoot to give us some coconuts! It was amazing to see! On our way home from Kipili we experienced our first rain here so we became extremely happy and hang out the windows to feel it!

Hvad har jeg oplevet for nylig?

Min gode ven, æseldyret :)

Gadedrengene var her igen i onsdags, hvilket var utrolig hyggeligt – de er bare de kæreste børn! I dag var der 34 børn, som kom for at blive vasket og få et måltid mad og aldersgruppen var ca. fra 4-18 år! Jeg satte mig derom til dem og spillede guitar, hvilket de var meget fascineret af, så de prøvede den også. Da der kun var 3 drenge tilbage, sad jeg og legede med de to af dem (10 år). De blev ved med at fortælle mig, hvor fin en hud jeg havde + hår, fregner og øjenfarve. Jeg lærte dem forskellige håndtryk, hvilket de syntes var fedt. De er virkelig mine to guldklumper! Den sidste 10-årige dreng snakkede Amanda med, og hun så ham faktisk sniffe lighter-gas, lige inden han gik ud på gaden! Udover at se alle de rifter og snavsede ødelagte klude de gik rundt i, så vi én, som havde mange penge, - men det er jo klart. De overlever jo kun ved at stjæle eller tigge! De havde også fået fat i en slags lotion, som de var vilde med og smurte sig konstant ind i creme for at tømme den, så de ikke skulle slæbe den med sig. Nogle af drengene kunne nemt blive uenige om hvem der ejede hvad – ejerfornemmelser varierer sørme nemt! Men tænk at de skal gå rundt med en vinterjakke hele dagen i 27 grader for at de om natten har noget, de kan holde varmen ved!

Ude at vandre i bjerge.

Gæt hvad jeg gjorde i sidste uge?? Jeg fløj tilfældigvis ud af min køjeseng en nat, som er 1,70 m høj ned på betongulv og en træstol. Ja, det er ikke det rareste, men Gud greb mig heldigvis, så jeg ikke kom det mindste til skade! Jeg slap med 2 blå mærker på benet, en ret øm krop, og et lidt ødelagt myggenet! Jeg tror faktisk jeg hang et par sekunder i nettet før jeg fløj videre ned, siden jeg ikke kom mere til skade– helt utroligt!!

En eftermiddag tog vi 3 piger til fodboldkamp inde på en bar, hvor der var propfyldt med fodboldinteresserede mænd. De sad på ræd og række på nogle tætsiddende bænke, og da vi ankom stirrede alle på os (jeg forstår nu ikke hvorfor, for vi matchede da godt nok med mængden, ikk?). Udover at være de eneste hvide, var vi også de eneste piger og vækkede dermed temmelig meget opmærksomhed. Fodbold var nu ikke noget der interesserede nogen af os, så vi gik efter 1. halvleg, men blev grebet undervejs ud af mænd, der ville snakke med os. 

Om aftenen holdt vi wazungu-show-møde (= ”De hvides show”-møde), hvor vi lavede en brainstorm over de elementer, vi skulle have med i vores show. Vi vil nemlig rejse rundt her i Sumbawanga med vores eget underholdningsshow, for at glæde børn. Vi skrev så en intro- og outrosang, hvor jeg spillede guitar til og fandt på nogle sjove klovnenumre, vi kunne opføre!

På besøg hos en afrikanerfamilie

I lørdags besøgte vi nattevagten Patrick. Vi kendte ham egentlig ikke og han kendte ikke engang vores navne, men folk hernede er virkelig så gæstfrie, at det ikke betyder noget. Han hentede os på cykel, og så cyklede vi hjem til ham. Der blæste så meget, at halsen blev helt tør af alt den støv, der fløj omkring. (Forleden var der også en kæmpe sandstorm ude foran huset, så man kunne mærke støvet flyve rundt indenfor gennem husets små huller og vinduer!) Inde i hans meget lille hus serverede hans familie mad for os. Først vaskede hendes søster vores hænder i en balje vand, hvorefter hun øste ekstreme mængder ris op på tallerkner til os. Jeg kan love for, vi blev mætte! Der var også kød til, men det kunne man gumle på i 100 år. Dog var det rigtig sødt af familien at bruge så mange penge på os. Huset bestod af 2 små rum + et køkken i et rum udenfor, hvor der var et ildsted. I loftet hang der en masse kludestykker som pynt, og udover et lille spisebord havde de et symaskinebord, de også kunne bruge som bord. Huset havde ingen elektricitet, og lå helt i udkanten af byen, hvor man rigtigt kunne se det smukke landskab. Vi så i området køer blive jaget hjem fra marken af små drenge, samt æsler, der lå og solede sig. Da Patrick (30 år) gættede hvor gammel jeg var, troede han jeg var 26 år. Fedt – bortset fra at han begrundede det med min størrelse (hentydede han til at jeg var fed? hmm). Under måltidet sad vi piger i nogle stole, mens hans højgravide kone og søster + børn sad på gulvet på et tæppe og spiste med hænderne. De spiste endda en anden ret end os, da det var billigere for dem. Deres lille barn kom gående ind under middagen, men blev så skræmt af os hvide, at hun straks græd og flygtede ud af døren igen. Det viste virkelig, hvordan der ikke var samme tryghed til forældrene som i DK, hvor barnet ville søge hen mod en forælder.

Vi fik at vide, at Patricks højgravide kone skulle GÅ til hospitalet dagen efter, fordi de ikke havde råd til andet, og det var mindst 6 km! Dagen efter hørte vi hun havde gået til hospitalet aftenen før.

Vi var så henne på hospitalet og se til hende og den nyfødte – de havde det heldigvis godt På hospitalet var der ca. 20 kvinder på stuen og nogle af dem delte seng fordi der ikke var nok! Det ville heller ikke være underligt, hvis familiemedlemmer delte seng med patienterne, eller lå på et tæppe under sengen, for familien skal sørge for patientens mad.

I søndags hentede Peter os og kørte os på en MEGET ujævn vej hen til et bjerg, som vi besteg. Der var en fantastisk udsigt og vi så mange store farverige græshopper og flotte blomster og træer. Bagefter kørte vi videre hen til en smuk udkigspost på en bakketop, hvor man i horisonten kunne se en kæmpe sø. Der holdt vi picnic, og Peter havde minsandten medbragt isvafler i en kølerboks! Efter en rigtig hyggelig eftermiddag kørte vi på humlebumlevejen hjem til Peter og Anne-Lene. Både ud og hjem samlede Peter folk op, som blev utrolig glade for et lift – så sparede de lige mange timers gå-tur! (Ellers skulle nogle af dem nok have gået ca. 30 km for at komme til byen) Det var utroligt at se folk bo så øde ude i ingenting. Vi kom så hjem til lækkert mad hos familien og havde en rigtig god aften som afsluttede i sang og kanelsnegle. På køreturen hjem kørte vi lige bagefter en mand i rullestol på vej op af en hård bakke. Ikke nok med at de så håbløst ud for ham, var det også livsfarligt, da det var umuligt at se ham i mørket!

Alt i alt havde det været en rigtig god weekend.

What I have been doing lately:

On Wednesday the homeless boys came to get some food – I played with them and brought my guitar which they loved! I talked with two 10-year-old boys who were so fascinated about my skin colour, my hair and so on. Those two boys were just the sweetest kids ever!

One afternoon I went to watch soccer on TV in a bar with lots of men who were crazy about soccer. We were the only girls and at the same time WHITE which gave us pretty much attention. None of us found soccer interesting so we left after the first part. Some of the men held on to our hands because they really wanted to chat with us but it was a bit too creepy. In the evening Amanda, Therese and I planned our “wazungu-show” (white-people’s show) because we want to make a show we can travel around with here in the town to make entertainment for kids. It will be awesome!

Guess what I did last week? I fell down from my bunk bed one night (1,70 m to the floor) and landed on a chair of wood and the floor of concrete! It was crazy but luckily God caught me so nothing happened! It was a miracle! I must have stayed a couple of seconds in my mosquito net before I fell down to the floor, so I only got 2 bruises, one destroyed mosquito net and a sore body.

Til fodboldkamp

One afternoon we visited Patrick (our security) in his poor little house in the country. It was a great experience and they washed our hands, served us food (it must have been very expensive for them) and showed us their generosity. They were so poor that the rest of the family had to sit on the floor to eat something else, we 3 girls shared 2 glasses and I have never been in a smaller house in my life. Patrick’s wife was very pregnant and she was supposed to walk to the hospital tomorrow. She should WALK almost 6 km! The following day we heard that she had walked to the hospital in the evening but actually she first arrived to the wrong one (luckily a taxi drove her to the right one). She had a safe birth and we visited her and gave her a present: a mosquito net which would save the baby’s life (malaria is a huge problem down here). In the afternoon we went to climb a mountain with Peter (the missionary). We saw some beautiful trees and plants and the view was amazing. Then we drove to another place with a great view to a huge lake where we had a delicious picnic. The road was extremely bad so we just sat in the car jumping around. On our way home we picked up some Africans who wanted to get to town. They must have been happy because it would have taken many hours to walk! When we got home to Peter and Anne-Lene we had a lovely dinner and a great night with songs and cinnamon snails!

Secondary skolen

Første gang jeg skulle undervise på Secondary skolen i computer, fik jeg kun 2 computere til at virke til de 30 elever, men det gik fint nok alligevel. Det er sjovt at computerlokalet er spæret til med 2 kæmpe hængelåse, en låst dør og tremmer – Så er der da i hvert fald ikke nogen, der kan bryde ind! Børnene stillede sig op i to rækker, så der var en PC til både drengene og pigerne.

Mine søde teenage-elever

Pigerne var generelt dårligere til det og utrolig generte. Jeg lærte dem på de 40 min. at tænde en computer, åbne et dokument, og minimere det eller lukke det ned. Da jeg skulle undervise i timen efter, kom eleverne ikke. Jeg forstod ikke, hvor de blev af og mødte så inspektøren. Han spurgte mig, hvorfor jeg stadig var her, hvilket var underligt, da HAN havde sagt, jeg skulle undervise en klasse. Det endte med, jeg bare skulle tage hjem, fordi D-klassen, som jeg skulle undervise, åbenbart ikke eksisterede! Jeg fulgtes hjem med 4 søde afrikanerpiger, som holdt mig i hånden hele vejen, imens vi sang og snakkede. Jeg tog et smut på markedet, hvor der var en mand, der friede til mig, men jeg sagde overraskende nok nej. Det sker tit. Det er sjovt, hvordan folk prøver at udnytte én, bare pga. hudfarven! Enten vil de giftes eller have penge!

Da jeg anden gang skulle undervise på Secondary skolen, var jeg heldigvis ikke så dehydreret som dagen før (der kunne jeg faktisk ikke se klart de første 15 minutter og var svimmel). Børnene var i fuld gang med at hakke skolens korn af på marken med en le, eller feje grus-skolegården med en lille dusk strå. Der er nu ikke mange fordele ved det skoleliv. I frikvartererne har jeg heller ikke set nogle spise madpakker, for det kræver jo penge til mad!

Efter elevernes morgensang var der en masse afstraffelse. Denne her gang var det altså ikke kun måsen og fingrene, men nogle fik nærmest smæk overalt, imens de stod sammen i en klump. Fuldstændig vanvittigt! Børnene skreg, og bagefter græd de og ømmede sig. Eleverne kom 10 minutter for sent til time pga. afstraffelse, så jeg havde kun en halv time med dem. Ikke nok med det, forsvandt halvdelen af dem, fordi de fik at vide, de ikke havde computertime alligevel. Hmm. De resterende elever, som også var nogen jeg havde dagen før, underviste jeg så. I slutningen af timen gav jeg dem hi-five, inden de gik ud af klassen. Det vigtigste i min undervisning er, at de har det sjovt og lærer noget – man kommer langt med et smil!  

Skoleinspektøren og jeg.

Sidste lørdag hentede ham skoleinspektøren os, som den første dag havde inviteret mig hjem til ham. Han var næsten ikke til at kende uden briller og iført sit afslappede tøj. Hans lille hus havde mange store lænestole/sofaer, som fyldte hele stuen, og fjernsynet kørte konstant, så det var svært at høre hvad, der blev sagt. Familien havde mange underlige juleting hængende ned fra løftet, et sølle lokum (eller hvad man nu kalder det, når man sidder på hug) og en kæmpe plakat af Obama (Ikke så underligt, for ALLE elsker ham, så man kan både få sko, kangaer og underbukser med ham på.). Efter at have siddet der en halvanden time, mens han zippede igennem alle fjernsynets tusind kanaler, gik vi en tur op på et bjerg, der gav en god udsigt udover Sumbawanga. Vi kom undervejs forbi nogle mennesker, der primitivt stod og sorterede korn på en mark, ved at ryste det op og ned gennem en slags si. Vi så også en cykel, der var propfyldt med mange tunge sække korn – det så fuldstændig vildt ud! Inspektøren fortalte, at han var 37 år, og at hans kone døde for nogle år siden af Malaria. (= en typisk trist afrikanerbiografi). Han havde så for en måned siden giftet sig med en 25-årig kvinde, men hun så nu meget ældre ud. Hernede er det fuldstændig umuligt at gætte folks alder! Ældre damer ser også meget yngre ud end de er – fx vores mama som er 60 år (jeg havde gættet på 40). Især fordi kvinderne har ægte kvindeformer og for det meste er overvægtige. Det er faktisk ret dobbeltmoralsk, når familierne er fattige og lever så primitivt. Kvinderne spiser ufattelig meget, fordi det viser, at manden nemt kan forsørge hende!  Det er utroligt at se afrikanernes appetit, selv børn kan uden de mindste problemer spise os under bordet!

På Bibelskolen er der nu 3 computere der virker – wow! Ja, det ændrede sig dog hurtigt til 1, fordi eleverne hev stikket ud, imens PC’erne var tændte. (Det sker desværre konstant – hvad er det de ikke forstår?) Det var meget nemmere at sætte dem i gang med en opgave nu, hvor de kun var 2-3 ved hver PC. I anden time var der kun 2 elever, men som noget nyt prøvede jeg så at undervise, hvor hver elev havde en computer. Eleverne lærte meget mere og syntes, det var sjovt. Det er jo ellers de standarder, man er vant til i DK i computerundervisning.

I mandags efter at have løbet en morgentur, set den smukke solopgang, fået to vabler og spist pandekager med mamaerne, cyklede jeg endnu engang hen til Bibelskolen for at undervise. Dog var det virkelig en hård time, fordi der kun var én computer der virkede til de 14 elever. Det var nemmere første gang pga. teori, men nu har de blot brug for erfaring, hvilket er svært at få med én computer. Dog var der nogle af eleverne der opmuntrede mig i timen, fordi de havde skrevet en besked til mig: ”Asante mwalimu kwa kutufundisha computer Bwana akubariki.” (= Tak lærer, fordi du underviser os i computer. Gud velsigne dig). Det reddede min dag! (folk begyndte nemlig at brokke sig over de andre PC’ere ikke virkede.)

Da jeg cyklede hjem fra skolen forbi børnene på vejen, råbte de ikke kun Mzungu, men ”Kalen”, hvilket var dejligt at høre! Jeg tog ud til dem om eftermiddagen og legede med dem. Nogle af dem kom straks hen og gav mig et kram og ellers legede vi med en bold, prøvede bankebøf, og lærte lidt engelsk. De hyggede sig!

Inspektørens hjem

Now I have tried to teach at Rainbow Secondary School. Unfortunately I only had 2 working computers to 30 teenagers but well, it didn’t matter because I just made the boys share one and the girls share the other. They made a long line and did a small exercise on the computer and went back in line. The girls were really bad and also very shy. The class finished after 40 minutes which was almost nothing! When I should teach another class the same day I couldn’t find out where my students were, but then I met the Inspector, who asked me why I still was in school. That was weird because HE told me that I should teach a D-class at that time but then he said that the D-class didn’t exist! What?!? On my way home from school I walked with 4 sweet girls who held my hands all the way while we were singing and talking! In the afternoon I went to the market where a strange African wanted to marry me, but I said kindly no. Another one wanted to be friends with me on facebook. Well everybody just wants to get married with us or people want money.

The second day I should teach at the school I saw a lot of students get punished for bad marks which was horrible. The Inspector just hit them everywhere while they were screaming. Because of the punishment the students were late for class, so I only had 30 minutes with them. After a while half of the students found out they were not supposed to have a computer lesson right now, so they left. What a strange lesson!

On the following Saturday the Inspector who had wanted to invite me to his home picked us girls up and drove us to his house where he showed us his thousands TV-channels. On the wall there was a huge poster with Barack Obama because everybody down here loves him (You can buy shoes, fabric and even undies with him). It was weird to see this evil inspector be so nice and casual at home without hitting people.

At the Bibleschool I now have 3 working computers! (Well that changed quickly because people just plugged the stick out without turning off the computers first while I wasn’t there). It was much easier to teach now and in one of the classes with only two people they could have a computer each - great.

This week I only had one computer working which was really tough with 14 students. They told me how hopeless the lessons were with only one computer so I got frustrated, but some of the students wrote a message for me: ”Asante mwalimu kwa kutufundisha computer Bwana akubariki.” (=Thank you teacher for teaching us computer. God Bless you”.

– That made my day!