Hvad har jeg oplevet for nylig?

Min gode ven, æseldyret :)

Gadedrengene var her igen i onsdags, hvilket var utrolig hyggeligt – de er bare de kæreste børn! I dag var der 34 børn, som kom for at blive vasket og få et måltid mad og aldersgruppen var ca. fra 4-18 år! Jeg satte mig derom til dem og spillede guitar, hvilket de var meget fascineret af, så de prøvede den også. Da der kun var 3 drenge tilbage, sad jeg og legede med de to af dem (10 år). De blev ved med at fortælle mig, hvor fin en hud jeg havde + hår, fregner og øjenfarve. Jeg lærte dem forskellige håndtryk, hvilket de syntes var fedt. De er virkelig mine to guldklumper! Den sidste 10-årige dreng snakkede Amanda med, og hun så ham faktisk sniffe lighter-gas, lige inden han gik ud på gaden! Udover at se alle de rifter og snavsede ødelagte klude de gik rundt i, så vi én, som havde mange penge, - men det er jo klart. De overlever jo kun ved at stjæle eller tigge! De havde også fået fat i en slags lotion, som de var vilde med og smurte sig konstant ind i creme for at tømme den, så de ikke skulle slæbe den med sig. Nogle af drengene kunne nemt blive uenige om hvem der ejede hvad – ejerfornemmelser varierer sørme nemt! Men tænk at de skal gå rundt med en vinterjakke hele dagen i 27 grader for at de om natten har noget, de kan holde varmen ved!

Ude at vandre i bjerge.

Gæt hvad jeg gjorde i sidste uge?? Jeg fløj tilfældigvis ud af min køjeseng en nat, som er 1,70 m høj ned på betongulv og en træstol. Ja, det er ikke det rareste, men Gud greb mig heldigvis, så jeg ikke kom det mindste til skade! Jeg slap med 2 blå mærker på benet, en ret øm krop, og et lidt ødelagt myggenet! Jeg tror faktisk jeg hang et par sekunder i nettet før jeg fløj videre ned, siden jeg ikke kom mere til skade– helt utroligt!!

En eftermiddag tog vi 3 piger til fodboldkamp inde på en bar, hvor der var propfyldt med fodboldinteresserede mænd. De sad på ræd og række på nogle tætsiddende bænke, og da vi ankom stirrede alle på os (jeg forstår nu ikke hvorfor, for vi matchede da godt nok med mængden, ikk?). Udover at være de eneste hvide, var vi også de eneste piger og vækkede dermed temmelig meget opmærksomhed. Fodbold var nu ikke noget der interesserede nogen af os, så vi gik efter 1. halvleg, men blev grebet undervejs ud af mænd, der ville snakke med os. 

Om aftenen holdt vi wazungu-show-møde (= ”De hvides show”-møde), hvor vi lavede en brainstorm over de elementer, vi skulle have med i vores show. Vi vil nemlig rejse rundt her i Sumbawanga med vores eget underholdningsshow, for at glæde børn. Vi skrev så en intro- og outrosang, hvor jeg spillede guitar til og fandt på nogle sjove klovnenumre, vi kunne opføre!

På besøg hos en afrikanerfamilie

I lørdags besøgte vi nattevagten Patrick. Vi kendte ham egentlig ikke og han kendte ikke engang vores navne, men folk hernede er virkelig så gæstfrie, at det ikke betyder noget. Han hentede os på cykel, og så cyklede vi hjem til ham. Der blæste så meget, at halsen blev helt tør af alt den støv, der fløj omkring. (Forleden var der også en kæmpe sandstorm ude foran huset, så man kunne mærke støvet flyve rundt indenfor gennem husets små huller og vinduer!) Inde i hans meget lille hus serverede hans familie mad for os. Først vaskede hendes søster vores hænder i en balje vand, hvorefter hun øste ekstreme mængder ris op på tallerkner til os. Jeg kan love for, vi blev mætte! Der var også kød til, men det kunne man gumle på i 100 år. Dog var det rigtig sødt af familien at bruge så mange penge på os. Huset bestod af 2 små rum + et køkken i et rum udenfor, hvor der var et ildsted. I loftet hang der en masse kludestykker som pynt, og udover et lille spisebord havde de et symaskinebord, de også kunne bruge som bord. Huset havde ingen elektricitet, og lå helt i udkanten af byen, hvor man rigtigt kunne se det smukke landskab. Vi så i området køer blive jaget hjem fra marken af små drenge, samt æsler, der lå og solede sig. Da Patrick (30 år) gættede hvor gammel jeg var, troede han jeg var 26 år. Fedt – bortset fra at han begrundede det med min størrelse (hentydede han til at jeg var fed? hmm). Under måltidet sad vi piger i nogle stole, mens hans højgravide kone og søster + børn sad på gulvet på et tæppe og spiste med hænderne. De spiste endda en anden ret end os, da det var billigere for dem. Deres lille barn kom gående ind under middagen, men blev så skræmt af os hvide, at hun straks græd og flygtede ud af døren igen. Det viste virkelig, hvordan der ikke var samme tryghed til forældrene som i DK, hvor barnet ville søge hen mod en forælder.

Vi fik at vide, at Patricks højgravide kone skulle GÅ til hospitalet dagen efter, fordi de ikke havde råd til andet, og det var mindst 6 km! Dagen efter hørte vi hun havde gået til hospitalet aftenen før.

Vi var så henne på hospitalet og se til hende og den nyfødte – de havde det heldigvis godt På hospitalet var der ca. 20 kvinder på stuen og nogle af dem delte seng fordi der ikke var nok! Det ville heller ikke være underligt, hvis familiemedlemmer delte seng med patienterne, eller lå på et tæppe under sengen, for familien skal sørge for patientens mad.

I søndags hentede Peter os og kørte os på en MEGET ujævn vej hen til et bjerg, som vi besteg. Der var en fantastisk udsigt og vi så mange store farverige græshopper og flotte blomster og træer. Bagefter kørte vi videre hen til en smuk udkigspost på en bakketop, hvor man i horisonten kunne se en kæmpe sø. Der holdt vi picnic, og Peter havde minsandten medbragt isvafler i en kølerboks! Efter en rigtig hyggelig eftermiddag kørte vi på humlebumlevejen hjem til Peter og Anne-Lene. Både ud og hjem samlede Peter folk op, som blev utrolig glade for et lift – så sparede de lige mange timers gå-tur! (Ellers skulle nogle af dem nok have gået ca. 30 km for at komme til byen) Det var utroligt at se folk bo så øde ude i ingenting. Vi kom så hjem til lækkert mad hos familien og havde en rigtig god aften som afsluttede i sang og kanelsnegle. På køreturen hjem kørte vi lige bagefter en mand i rullestol på vej op af en hård bakke. Ikke nok med at de så håbløst ud for ham, var det også livsfarligt, da det var umuligt at se ham i mørket!

Alt i alt havde det været en rigtig god weekend.

What I have been doing lately:

On Wednesday the homeless boys came to get some food – I played with them and brought my guitar which they loved! I talked with two 10-year-old boys who were so fascinated about my skin colour, my hair and so on. Those two boys were just the sweetest kids ever!

One afternoon I went to watch soccer on TV in a bar with lots of men who were crazy about soccer. We were the only girls and at the same time WHITE which gave us pretty much attention. None of us found soccer interesting so we left after the first part. Some of the men held on to our hands because they really wanted to chat with us but it was a bit too creepy. In the evening Amanda, Therese and I planned our “wazungu-show” (white-people’s show) because we want to make a show we can travel around with here in the town to make entertainment for kids. It will be awesome!

Guess what I did last week? I fell down from my bunk bed one night (1,70 m to the floor) and landed on a chair of wood and the floor of concrete! It was crazy but luckily God caught me so nothing happened! It was a miracle! I must have stayed a couple of seconds in my mosquito net before I fell down to the floor, so I only got 2 bruises, one destroyed mosquito net and a sore body.

Til fodboldkamp

One afternoon we visited Patrick (our security) in his poor little house in the country. It was a great experience and they washed our hands, served us food (it must have been very expensive for them) and showed us their generosity. They were so poor that the rest of the family had to sit on the floor to eat something else, we 3 girls shared 2 glasses and I have never been in a smaller house in my life. Patrick’s wife was very pregnant and she was supposed to walk to the hospital tomorrow. She should WALK almost 6 km! The following day we heard that she had walked to the hospital in the evening but actually she first arrived to the wrong one (luckily a taxi drove her to the right one). She had a safe birth and we visited her and gave her a present: a mosquito net which would save the baby’s life (malaria is a huge problem down here). In the afternoon we went to climb a mountain with Peter (the missionary). We saw some beautiful trees and plants and the view was amazing. Then we drove to another place with a great view to a huge lake where we had a delicious picnic. The road was extremely bad so we just sat in the car jumping around. On our way home we picked up some Africans who wanted to get to town. They must have been happy because it would have taken many hours to walk! When we got home to Peter and Anne-Lene we had a lovely dinner and a great night with songs and cinnamon snails!